Kan sten snakke? Genforeningsstenen i Hvidbjerg kan. Vi hørte det selv.

Nyheder

Kan sten snakke? Genforeningsstenen i Hvidbjerg kan. Vi hørte det selv.

Leif Madsen

15. juni 2021

Kan sten snakke? Genforeningsstenen i Hvidbjerg kan. Vi hørte det selv. — Søren Mølstrøm og Kunst ud til Folket fik sammen med børnene fra Hvidbjerg skole fortalt Genforeningsstenen, at der det den er.

Er du klar over, hvor svært det er at få en flere millioner år gammel sten til at forstå, den er en genforeningssten. Det har den jo kun været i 100 år. “Den må være fatsvag,” som en dreng fra tredje klasse så jordnært udtrykte det.

Vi mødte op i Lystanlægget i Hvidbjerg med forventning om at høre, hvad genforeningsstenen havde at fortælle. Så sad vi der i solskin og fuglefløjt, mens børnene fra anden og tredje klasse fra Thyholm skole, lejrede sig ned omkring stenen og forsøgte at få stenen lokket ind i en samtale.

“Stenen her er måske lige så gammel som jorden,” siger Søren Mølstrøm, der var fortælleren, da historien går i gang. “Så 100 år er kun et millisekund i dens historie. Nu bliver det børnenes opgave at overbevise den om, at den er noget særligt, en genforeningssten.”

“Nu kobler jeg den sammen med min helt specielle maskine, så kan vi høre hvad stenen siger. I tror måske ikke på, at sådan en Genforeningssten kan tale?”

Men det kunne den. Børnene måtte godt nok både råbe af den og op og klaske den lidt før den vågnede op af sin lange “tornerosesøvn”

Genforeningsstenen i Lystanlægget i Hvidbjerg. Da den blev tilsluttet til en maskine og blev vækket, var det muligt at høre, hvad den sagde og tænkte. Men at få den til at forstå, at den er en GEN-FOR-E-NINGS-STEN, viste sig at være meget svært, selv om børnene råbte det meget højt og tydeligt.

Stenen var længe om at forstå, hvad det var, der blev sagt. Den hørte alt muligt underligt: Genforsyningsbleen, genforsikringsemblem o.s.v. Men den kender jo heller ikke de moderne ord.
Og at der blev hugget bogstaver ind i den for 100 år siden, var for stenen som om det var sidste torsdag. Og heller ikke børnene kunne huske, hvad ser skete sidste torsdag.

At få genforeningsstenen til at forstå, at den er noget særligt, måtte børnene fra anden og tredje klasse vise den andre sten, der ikke er noget særligt. Hen ad vejen begyndte Genforeningsstenen at fatte, hvad det handlede om. Men det der med Danmark og Sønderjylland, ja, det tog sin tid at få banket ind i stenen.

“Nåh, Dan og Mark blev kærester. Dan og Mark, Danmark, men hvad er det der Sønderjylland for noget. Blev den også kærester med nogen?” Børnene forsøgte at forklare stenen, hvad Danmark og Sønderjylland er for noget, og at tyskerne “huggede” Sønderjylland fra Danmark, men måtte give det tilbage igen for 100 år siden. Nu begyndte stenen at forstå, hvad den var for en sten.

At Genforeningsstenen kan snakke kommer ikke bag på moderne børn. Men at det tog så lang tid, at fortælle den historien om genforeningen og dens tid som mindesten, og at få den til at forstå det, se, det var noget af en opgave. Men til sidst fik stenen også fat i, at den er en GEN-FOR-E-NINGS-STEN. Og at den står der for at mindes, at for 100 år siden fik Danmark Sønderjylland tilbage, efter at det havde været tysk siden 1864.

Nu husker sådan en sten jo ikke for godt. Alle ved, hvordan det går med hukommelsen, når man bliver gammel. Og hvordan er det så ikke når man er millioner af år gammel? Derfor skal børnene på Thyholm hver gang de går forbi stenen råbe til den, at den er en genforeningssten. Så den ikke glemmer det igen.

Hvordan får man en sten eller en statue eller et billede til at tale?
Jo, man skal have en ganske speciel maskine, som man kobler sammen med kunstværket eller mindestenen. Så kan man høre, hvad tingene siger. Men det kræver en maskine.

Den maskine, som Genforeningsstenen blev koblet sammen med, så man kunne høre stenens stemme. Den gjorde børnene nysgerrige, men teknikken er hemmelig. Stenens stemme tilhørte i øvrigt den tidligere Nattergal, Carsten Sommer. Men shh, sig det ikke til nogen.

Kunst ud til folket

“Vi kalder os Kunst ud til folket”, fortæller Søren Mølstrøm, der er manden bag fortælleprojektet. “Vi tager rundt i landet og får statuer, billeder og mindesmærker til at tale og kommunikere med os mennesker, ikke mindst børn. “Vi vil gerne gøre kunst og historie mindre svært tilgængeligt.”
“Vi fortæller vores egen historie om tingene og gør det som en slags gadeteater i kommunikation med tilskuere og tilhørere.”

Og på denne Valdemars- og genforeningsdag var Søren Mølstrøm taget til Hvidbjerg for at lære Genforeningsstenen og børnene på Thyholm skole til at forstå, hvad der skete for 100 år siden.

(Foto: Jan Johansen)

LEAVE A REPLY Cancel reply