Home Nyheder Khattab og Flodin i skandinavisk brag på programmet d. 19 januar når Dina Thorslund møder tysk Graf

Khattab og Flodin i skandinavisk brag på programmet d. 19 januar når Dina Thorslund møder tysk Graf

0
Khattab og Flodin i skandinavisk brag på programmet d. 19 januar når Dina Thorslund møder tysk Graf
(Photo credit: photo wende)

Abdul Khattab (15-2-1, 4 KOs) møder svenske Oliver Flodin (4-0) i en kamp over otte omgange i mellemvægt på undercardet til Dina Thorslunds WBO VM-kamp mod Alesia Graf 19. januar i Struer Energi Park.

Struer Nyheder Khattab vs Flodin

25-årige Khattab vender tilbage efter en uafgjort kamp på udebane i oktober 2017 mod tyske Ronny Mittag. En kamp som både Khattab og hans træner Mikkel Kessler mente burde være endt med en meriterende dansk sejr over den stærke tysker.

“Jeg har holdt mig igang og i form hele året og ventet på den rigtige mulighed. Den har jeg nu, og jeg glæder mig,“ siger Khattab.

“Det betyder noget ekstra, at det er en svensker, jeg skal møde. Det gør det endnu sjovere. Det giver lidt ekstra blod på tanden og en fed stemning i hallen. Og jeg kan godt lovene fansene, at jeg tæver ham.”

Modstanderen

Opgaven er 22-årige Oliver Flodin fra Jönköping i Sverige. En talentfuld bokser med hundrede amatørkampe under bæltet. Han har vundet svenske mesterskaber som ungdoms- og seniorbokser og nordisk guld i 2016.

Oliver Flodin kalder kampen ‘Khattabs sidste chance’ og tror på, at han er den klogere bokser.

“Det bliver en krig,” siger Flodin. “Det må være Khattabs sidste chance som professionel og for mig er det en stor mulighed for at tage et skridt op.”

“Det er en klassiker, når en svensker møder en dansker. Jeg har mødt og slået mange danskere som amatør, og jeg forventer også, at jeg er klogere end Khattab. Han kommer meget fremad, og det passer min stil perfekt.”

“Jeg har store ambitioner. Min plan for de næste to-tre år er at få en EU eller EBU titelkamp.”

Khattab er ivrig efter at vise, at han stadig har en stor fremtid foran sig som bokser.

“Jeg har set et par omgange med Flodin. Han er en god, ung bokser som lige er kommet igang som professionel. Han var god som amatør, men professionel boksning er noget helt andet, og jeg vil vise ham, at han har langt endnu. Jeg tror, at det bliver en rigtig god kamp,” siger Khattab, der selv har talrige mesterskaber på sit amatør CV.

“Folk i Struer kan forvente en stærk Abdul. Jeg er sulten og stærkere end nogensinde. Jeg ved, hvor jeg god, jeg er, og jeg tror hundrede procent på, at jeg kan få en titelkamp i 2019.”

“Det er ikke for sjov mere. Det er alvor og seriøst nu!”

Promotor Nisse Sauerland ser frem til et opgør mellem to lovende skandinaviske boksere.

“Vi er glade for at præsentere et skandinavisk showdown med meget på spil for begge boksere,” siger Sauerland.

“For Oliver er det et stort skridt op, og for Abdul er det alt eller intet. Det er en farlig kamp for både Oliver og Abdul, og fansene kan forvente et brag af en kamp mellem Danmark og Sverige.”

Double Trouble 19. januar

Dina Thorslund (12-0, 6 KOs) forsvarer sin WBO VM-titel mod Alesia Graf (29-7, 13 KOs) 19. januar i Struer Energi Park. EU fjervægtstitlen er på spil for Aarhus-bokseren Dennis Ceylan (19-2-2, 8 KOs), når han møder den spanske mester Jesus Sanchez (9-1, 2 KOs) i en revanchekamp. Flere detaljer om programmet vil blive offentliggjort i de kommende uger.

Billetter til Thorslund vs Graf, Ceylan vs Sanchez og Khattab vs Flodin er tilgængelige online via www.ticketmaster.dk eller ved at ringe til 70 15 65 65

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here