Kom tæt på konservatoren: Struer Museum åbner dørene til efterårsferien

af | 5. oktober 2026

Hvordan renser man en gammel skulptur uden samtidig at ødelægge den? Det kan gæster på Struer Museum få et usædvanligt tæt indblik i i efterårsferien, hvor noget af det arbejde, der normalt foregår bag museets kulisser, bliver flyttet frem foran publikum.

Fra 13. til 16. oktober arbejder en konservator med rensningen af en skulptur, mens museet er åbent. Her kan både børn og voksne følge arbejdet i realtid og blandt andet se, hvordan særlige geler bruges til nænsomt at fjerne snavs fra skulpturens overflade.

Undervejs bliver det muligt at se forskellen mellem rensede og urensede områder og høre mere om de overvejelser, der ligger bag arbejdet med at bevare museumsgenstande. Ved konservatorens arbejdsplads vises også eksempler på andre skulpturer og resultaterne af forskellige metoder.

Fantasien får også plads

For børnene bliver der mulighed for selv at skabe noget. Gennem hele efterårsferien åbner museet et kreativt værksted, hvor gæster kan tegne deres egne fantasivæsener.

Det kan være en Limgrim, en mosekone eller et væsen, der aldrig tidligere har eksisteret. Når tegningen er færdig, flytter væsenet ind i museets eget fantasifulde landskab. Tanken er, at landskabet vokser gennem ferien og til sidst består af de mange figurer, som gæsterne har skabt.

100 års lydlig revolution

Efterårsferien giver samtidig mulighed for at besøge museets nye store udstilling om Bang & Olufsen og den lydlige revolution.

Udstillingen fortæller historien om, hvordan virksomheden fra Struer gennem 100 år har været med til at ændre vores forhold til blandt andet radio, musik, lyd og teknologi. Historien tager udgangspunkt i Struer, men følger også de mennesker, idéer og produkter, der gjorde Bang & Olufsen til et internationalt navn.

Aktiviteterne foregår i museets almindelige åbningstid. Det koster 95 kroner for voksne at besøge museet, mens børn og unge under 18 år har gratis adgang. Café Olga holder desuden åbent gennem hele efterårsferien.

FAKTA

Fantasidyr: Hele efterårsferien
Mød konservatoren: 13.-16. oktober
Bang & Olufsen og den lydlige revolution: Hele efterårsferien
Voksne: 95 kroner
Børn og unge under 18 år: Gratis