Kunstdage ved Limfjorden trak tusindvis af besøgende og skabte øget omsætning

af | 29. juni 2026

Den første udgave af Kunstdage ved Limfjorden blev en succes, hvis man skal tro evalueringen fra arrangørerne. Over de fire dage i Kr. Himmelfartsferien registrerede de 33 deltagende kunstnere tilsammen mere end 3.500 besøg, og evalueringen peger samtidig på en meromsætning på over én million kroner.

Struer var sammen med Skive og Nykøbing Mors blandt de tre byer, der satte ekstra fokus på kunstdagene med særlige arrangementer og aktiviteter. Ifølge evalueringen kombinerede mange gæster kunstoplevelserne med besøg på restauranter, overnatningssteder og øvrige attraktioner i området.

Hos Destination Limfjorden, der står bag arrangementet, ser direktør Rasmus Friis Sørensen resultatet som et bevis på, at kunst og kultur kan være med til at tiltrække flere besøgende til området.

– Kunstdage ved Limfjorden viser, at kunst og kultur kan være en stærk drivkraft for turismen. Samtidig har vi nu et godt fundament og en femårig plan for at udvikle arrangementet yderligere, siger han.

Evalueringen viser også, at mange af de besøgende var nye gæster hos kunstnerne. Flere kunstnere fortæller, at de oplevede stor interesse for deres værker, god dialog med publikum og et øget salg i løbet af de fire dage.

Projektleder Jeanette Lund Houe fremhæver desuden det store engagement blandt de deltagende kunstnere.

– Kunstnerne har taget stort ejerskab og været med til at skabe gode oplevelser for gæsterne. Mange har allerede tilkendegivet, at de gerne vil være med igen næste år, siger hun.

Arbejdet med næste års udgave går i gang efter sommerferien. Ambitionen er at udvide samarbejdet med områdets overnatningssteder og spisesteder og samtidig få endnu flere kunstnere fra Limfjordsområdet med.

Kunstdage ved Limfjorden er støttet af Struer, Skive og Morsø Kommuner samt LAG Struer-Holstebro, LAG Skive-Viborg, LAG Thy-Mors og LAG Småøerne.