“Kunsten kan andet end tage sig ud.”
Sådan sagde kunstneren Henrik Busk Andersen om sit projekt i samarbejde med Hjem Kunstgalleri.
Der er støbt et antal små kopier af skulpturen Vestjyden, der nu står på kajen. De kopier sælges på Hjem Kunstgalleri.
Overskuddet fra dette salg går ubeskåret til Broen Struers arbejde med udsatte børn og unge.
“Jeg tror, det er første gang kunsten støtter det lille menneske, det svage menneske. Jeg vil vise, at vi godt kan hjælpe gennem kunsten.”
“Det har været rigtigt svært at tie stille med det her,” sagde Karin Houmann, formand for Broen Struer om de måneder, hun nu har gået og båret på hemmeligheden om projektet med skulpturen Vestjyden.
Broen Struer er en del af Broen Danmark, der har 30 lokalforeninger rundt om i landet. Broen støtter udsatte børn og unge med at kunne deltage i aktiviteter o.l. på lige for med andre,
“Broen Struer har eksisteret i syv år og vores mål er, at ethvert barn har brug for at være i fællesskab.”
Broen Struer hjalp sidste år godt og vel 100 børn og med de penge, der kommer ind ved salget af miniaturen af Vestjyden, kan vi hjælpe endnu flere, sagde Karin Houmann ved afsløringen af havnens nye skulptur.