Nu skal Helle Johansen og Johnny Lorenzen også tage sig af Limone, restauranten i Apollon biografen. I forvejen driver de Den glade Pingvin.
“Vi synes, det er et spændende sted,” siger Helle Johansen. “Og så drømmer jeg om et køkken, der er lidt større end køkkenet på Pingvinen.”
Helle tilføjer, at hun gerne vil kunne levere mad ud af huset.
“Der bliver også lavet et selskabslokale i huset med plads til 50 – 60 personer, så vi kan tilbyde selskaber også.”
Det bliver Helle Johansen, der skal være den daglige leder af Limone, der vil fortsætte med de nuværende åbningstider: Onsdag, torsdag, fredag og lørdag.
“Det kan være, at vi kan udvide til vinter, hvis der skulle være et behov.”
“Pindebøfferne bliver på Pingvinen, der hører den til. På Limone vil det være burgers, steaks og spareribs, vi sætter på menuen.”
Helle Johansen forventer, at det bliver lidt nemmere at sætte sit personlige præg på Limone.
“På Pingvinen skal man helst ikke lave noget om, det skal være som det altid har været. Stedet er jo næsten Struers vartegn, så der må helst ikke forandres noget. Det bliver nok nemmere her,”
Johnny Lorentzen ser gerne, at konceptet med mad og biografen kan komme mere op at køre, men håber også, at der vil komme gæster udelukkende for at spise.
“Vi har aldrig set Limone som en konkurrent til Pingvinen. Vi vil bestræbe os på, at Limone kommer til at ligge midt mellem niveauerne på Pingvinen og så de mere egentlige restauranter.
Helle Johansen åbner restauranten d. 21. juni kl. 17.00
Der bliver inviteret til reception på et senere tidspunkt.