Lyd under vand: Nyt samarbejde mellem Kurbadet og Sound Art Lab i Struer

af | 2. juli 2025

Som en del af programmet for Struer Tracks 2025 præsenteres i august den sanselige lydinstallation Liquid Narratives – et resultat af et nyt samarbejde mellem Kurbadet Limfjorden, Det Jyske Musikkonservatorium i Holstebro og Sound Art Lab.

Samarbejdet udspringer af et ønske fra Kurbadet, om igen at tage de undervandshøjttalere i brug, som blev installeret under spaens opførelse. Anlægget har tidligere fungeret, men gør det ikke længere. Derfor har Kurbadet nu investeret i en ny, mobil undervandshøjttaler med henblik på at skabe fremtidige arrangementer med lyd under vand.

Liquid Narratives er skabt af Frederik Blicher og Steffen Mazivila Lystlund, begge studerende på den nye uddannelse Rytmisk Musik og Samskabelse ved Det Jyske Musikkonservatorium i Holstebro. Som led i et valgfag – udviklet i samarbejde med Sound Art Lab – har de komponeret et stedsspecifikt værk med afsæt i både lokale fællesskaber og egne liv. Lydene afspilles gennem en undervandshøjttaler i spaens bassin, mens en stemningsfuld lydkulisse høres over vandoverfladen og skaber en helhedsoplevelse.

Oplev installationen torsdag den 14. august kl. 14–21 i Kurbadet Limfjorden.
Adgangen er gratis i op til 45 minutter – husk badetøj og håndklæde.
Deltag i én af følgende starttider: kl. 14, 15, 16, 17, 18, 19 eller 20.

Med den nye undervandshøjttaler ønsker Kurbadet at integrere lyd som en naturlig forlængelse af deres eksisterende sanseoplevelser med vand, gus og velvære – et nyt lag i det univers, de allerede tilbyder deres gæster.

Samtidig åbner anskaffelsen mulighed for fremtidige samarbejder mellem Sound Art Lab og Kurbadet Limfjorden.

For mere information check www.struertracks.dk