Home Nyheder Lys på Lagunestien

Lys på Lagunestien

0
Lys på Lagunestien
Ib Randrup og Per Lund kigger på R Stellini rejser en af lamperne på Lagunestien

Torsdag den 15. november kl 19.00 indvies de nye lamper på Lagunestien på Bremdal strand. Det er Bremdal Borger & Grundejerforening der står bag projektet med de 17 lamper, der vil oplyse stien for gående og cyklende på en strækning på 325 m. 

Den oplyste del af Lagunestien går fra klubhusene til Lærkevej. Efter Lærkevej er der en fredning, der gør det umuligt at sætte lamperne længere udad.

“Da vi lavede Lagunestien for 12 år siden, søgte vi også om at sætte lys op. Da fik vi nej,” fortæller Per Lund, der er formand for borger- og grundejerforeningen.
“Det var almindelige “villalamper” med nedgravede kabler,” tilføjer Ib Randrup, der er sekretær i foreningen.
“Jeg og et andet bestyrelsesmedlem var egentlig imod, at der skulle sættes lamper op,” fortæller Ib Randrup. “Men så sagde bestyrelsen, at så må i jo komme med et alternativt forslag.”

Hvordan de så nåede frem til det nuværende projekt, kan Ib ikke huske.
“Vi undersøgte både på kryds og tværs og fandt så frem til firmaet Newtek, der forhandler de lamper, der bliver sat op nu.”

Lamperne er med nyeste teknologi.

Ib Randrup med én af de lampeer han så i brug på den svenske ø Orus

Lamperne er ca. 80 cm høje og med den nyeste teknologi. De drives af solceller, så der skal ikke trække ledninger.
Lamperne er endvidere udstyret med censorer, så de kun lyser, når de passeres af gående og cyklende. Og de er programmeret således, at der tænder tre lamper af gangen. Når lamperne så er passeret, slukker de, og de tre næste tænder.

De to herrer kan ikke lige huske, hvor idéen med den type lamper kom fra.
“Men på det tidspunkt havde Kolding Kommune sat dem op i Lunderskov, så det kan være at vi via nettet har fundet dem,” siger Ib Randrup.

“Jeg så første gang lampen monteret og i funktion på den svenske ø ORUS – der ligger ca. 100 km nord for Gøteborg,” fortæller Ib Randrup.

Lamperne produceres i Sverige, men det er firmaet Newtek i Odense, der har den danske forhandling. Det er i øvrigt også Newtek, der har stået for opsætningen af lamperne på Lagunestien.

Gode sponsorer

Prisen for projektet er 205.000 kr. Og de penge har borger- og grundejerforeningen samlet ind via sponsorer.
“Foreningen har selv skudt mange penge i projektet, men den første sponsor til støtte for gennemførelsen var Kirsten og Peder Bangs Fond,” fortæller Per Lund. “Derefter gik det slag i slag, så vi takket være vores gavmilde sponsorer har været i stand til at rejse de nødvendige penge.”

Pengene er samlet ind på godt et halvt år, så interessen for at støtte lamperne på Lagunestien langs Bremdal strand har været stor. Det er primært lokale folk, der gennem firmaer har støttet med penge.

Struer Kommune har påtaget sig vedligeholdelsen af lamperne, så de kan blive ved med at lyse til glæde for gående og cyklister i aftentimerne på Lagunestien.

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here