Racerkøreren fra Struer kom på podiet på Le Mans efter et udfordrende 24-timersløb
Indtil i søndags havde Mikkel O. Pedersen ikke de bedste minder om det legendariske 24-timers løb på Le Mans, som han to gange tidligere var udgået af. Men det ændrede sig, da han sammen med sine teamkammerater Giorgio Roda og Dennis Olsen kom på podiet med en tredjeplads i GT3-klassen i årets løb.
”Det havde jeg ikke regnet med! Vi havde slet ikke troet på, at bilen ville hold til natten,” siger racerkøreren fra Struer. ”Det var helt vildt og fantastisk at stå på podiet med titusinder af fans nedenfor. Ford var til stede i den store stil, og William Ford – der er Henry Fords tipoldebarn – var med os på podiet, hvor jeg fik oversprøjtet ham med champagne.”
Ugen i det franske begyndte ikke godt for Mikkel O. Pedersen og hans to teamkammerater hos Proton Competition. Under testdagen søndagen meldte trioen ind, at bilen opførte sig meget uforudsigeligt. Først torsdag aften fandt man fejlen.
”Forbroen var revnet, så vi havde kørt test og træning med en revnet forbro, så uanset hvordan vi havde skruet på bilen, så havde det ikke haft nogen virkning. Vi havde lavet opsætning af bilen ud fra noget, der ikke passede,” forklarer Mikkel O. Pedersen. ”Der skulle hentes en forbro i Tyskland og så fik vi hjælp med opsætningen ud fra data fra de to andre biler i teamet. Da Dennis kørte bilen i opvarmningen lørdag, kørte den meget bedre. Men Giorgio og jeg fik først mulighed for at prøve bilen i selve løbet.”
Trods den nye forbro på bilen oplevede man stadig tekniske problemer med Ford Mustang-raceren i et løb, som vejrmæssigt også var meget uforudsigeligt.
”Første gang, jeg hoppede i bilen, var der kommet regn. Jeg kom ud på regndæk, og så stoppede det med at regne. Jeg skulle tænde viskeren, men den var så faldet af. Jeg kørte næsten et helt stint på regndæk, inden jeg fik tørvejrsdæk på og fik kørt to stints på dem,” fortæller Mikkel O. Pedersen.
”Da jeg efter midnat kom i bilen, fik jeg overhalet to biler, og bum, så mistede bilen power. Det var vores torque sensor, som drillede, så de to biler kørte om ørerne på mig igen. Jeg kunne slet ikke komme op i sjettegear på langsiden. Det kæmpede vi med over to stints. Ingeniørerne kaldte mig løbende op om, Tryk på det og det. Jeg troede Nu slutter det løb, men så kom der power i den igen i 4.-, 5.- og 6.-gearet, så vi kunne følge med.”
Det var først mod slutningen af løbet, at Mikkel O. Pedersen og teamet kunne begynde at tro på, at man dels ville gennemføre 24-timersløbet, dels slutte det på en podieplads.
”Det løb kørte bare op og ned. Med teknikken. Med safety car. Med forkerte dæk. Med regn i den ene ende af banen og tørvejr i den anden,” siger han. ”Da jeg overlod bilen til Dennis to timer før mål, og vi kunne se, at de to sidste pitstops ville passe med tiden, begyndte det at ligne noget. Da han så pittede sidste gang, kunne vi se, at vi lå til et podium.”
