Home Arrangementer Nu lægger Gademuseet fra land på Strandvejen

Nu lægger Gademuseet fra land på Strandvejen

0
Nu lægger Gademuseet fra land på Strandvejen
Museumsinspektør Mikkel Ellersgaard Sørensen har de sidste to år arbejdet indgående med at indsamle Struer Kommunes historie, som i de kommende år vil blive formidlet i Det rullende museum. Mød ham til indvielsen d. 10. juni kl. 17 og på udvalgte dage.

Efter næsten to års forberedelser er Struer Museum klar til at rykke ud med sit gademuseum, der virkelig fokuserer på lokalhistorie – det hele begynder på Strandvejen mandag den 10. juni kl. 17.00.

Hvordan blev Struer til Struer? Det spørgsmål finder i høj grad sit svar på Strandvejen, hvor de første små fiskerhuse langsomt blev erstattet af en reel by. Nu bliver gadens historie frem til begyndelsen af 1900-tallet beskrevet af Struer Museum, men udstillingen bliver ikke holdt i de velkendte museumsbygninger. I stedet flyttes den ind i en udstillingsvogn, der placeres ved vendepladsen midt på den gamle vej.

Mandag den 10. juni er der officiel åbning kl. 17.00, og den mobile udstilling bliver holdende på stedet frem til søndag den 23. juni. De daglige åbningstider bliver 9.00 til 21.00, og der er gratis adgang i hele åbningstiden.

Første fase – Det rullende museum i byen

Den kommende udstilling er blot første fase af projektet Gademuseet, som Struer Museum med museumsinspektør Mikkel Ellersgaard Sørensen i spidsen har arbejdet med i næsten to år. Senere på året, i august og september, bliver lignende gadeudstillinger gennemført i Jyllandsgade og på Sneppevej. Næste år kommer turen så til Engen, Sarpsborgvej oag Kjelding Høj. Alle gadeudstillinger bliver arrangeret i den samme specialdesignede udstillingsvogn, men tidsepokerne er forskellige fra gade til gade.

Undervejs har Struer Museum på selve museet indrettet et værksted, hvor museumsfolk og gadernes beboere har kunne mødes i dialog. Projektet handler nemlig i også om at involvere byens borgere og foreninger i projektet.

Mikkel Ellersgaard Sørensen er godt tilfreds med det samarbejde, museet har haft med resten af byen omkring Gademuseet.

Der er selvfølgelig forskel fra gade til gade. På Strandvejen har det været en udfordring, at mange af gadens beboere første er flyttet ind de sidste ti-femten år, og så er de naturligvis ikke gode kilder til gadens historie længere tilbage i tiden. Til gengæld er de jo så nogle af de personer, der lige nu er ved at skabe et nyt miljø på Strandvejen. Det har jeg lært enormt meget af, da de dermed har kunne bidrage til forståelse af gadens og byens udvikling i nyere tid. Alt i alt har vi mødt stor interesse for Gademuseet,” fortæller han.

Når det kommer til Strandvejen har en række elever fra Struer Statsgymnasium bidraget med deres sanseindtryk fra vejen, og desuden har museet optaget ”gadens lyd”. Det, i kombination, er bl.a. noget af det, som du kan opleve i den otte kvadratmeter store udstillingsvogn.

Mandag den 10. juni indvies den første udstilling ved en lille uformel åbning, hvor alle er velkomne. Her deltager blandt andre museumsdirektør Helle Sigh, Struer Museum, og Mikkel Ellersgaard Sørensen, der vil fortælle mere om projektet.

Anden fase – Det rullende museum indtager kommunens landsbyer

Gademuseet er ikke tænkt som en engangsforestilling. Når de sidste tre udstillinger er gennemført i Struer næste år, kører Det rullende museum ud i kommunes landsbyer med flere lokale og nærværende fortællinger.

Projektet er støttet af Kulturministeriet og erhvervsministeriets LAG-pulje.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here