Ny børneroman af Josefine Ottesen udkommer i Struer – og foregår i Struer

af | 10. juni 2025

Den 14 juni udkommer Klæbeånden, en helt ny børneroman af den prisvindende og anerkendte forfatter Josefine Ottesen – og det særlige er, at bogen foregår i Struer i 1928.

Udgivelsen markeres med en festlig eftermiddag for hele familien med sang, musik og oplæsning i litteraturens tegn. Arrangementet finder sted lørdag den 14. juni på Struer Bibliotek og indledes med fællessang og velkomst ved projektleder Isa Paludan Asboe fra Lydlaboratoriet.

Klæbeånden er ikke blot en historisk børneroman – den er blevet til som en del af projektet ”Lydspor”, som er foregået i et tæt samarbejde med lokale kræfter, skolebørn og professionelle kunstnere, og bogen udgør kernen i et nyt undervisningsmateriale udviklet af Lydlaboratoriet. Projektet er støttet af Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland, Sound Art Lab og Struer Kommune.

Borgmester Marianne Bredal holder tale til udgivelsesfesten, og efterfølgende vil Josefine Ottesen selv fortælle om arbejdet med bogen og læse op. Musikken leveres af Ensemble MidtVest, og der bydes på kaffe og kagetapas. Det bliver også muligt at købe bogen gennem Struer Museum eller at få den som gave, hvis man opretter sig som børnelåner på biblioteket – og måske få den signeret af forfatteren.

Isa Paludan Asboe fortæller:

“Klæbeånden er en fortælling, der giver børn et spejl at se sig selv i og et vindue til historien. Den handler om vores egn, vores stemmer og vores fælles fortællinger.”

Bogen bliver desuden delt ud som klassesæt til alle skoler i kommunen sammen med det tilhørende undervisningsmateriale – en stærk indsats for at bringe lokal litteratur ind i børns liv og læring.