Ny udstilling på Struer Museum: Bang & Olufsen – Lyd gennem 100 år

af | 23. marts 2026

Den 27. marts åbner Struer Museum udstillingen Bang & Olufsen – Lyd gennem 100 år. Udstillingen markerer 100-året for en af Danmarks mest ikoniske virksomheder – og sætter samtidig fokus på, hvordan lyd har forandret vores måde at være i verden på.

Fra de første radioeksperimenter i et vestjysk hjem til globale lydoplevelser i verdensklasse fortæller udstillingen historien om, hvordan lydteknologi har formet både hverdagsliv, fællesskaber og kultur.

Bang & Olufsen er dybt forankret i Struer – ikke kun som arbejdsplads, men som en del af byens identitet og fællesskab. For mange lokale er virksomheden en del af livet og familiens historie – fra fabriksgulvet til stuen.

Udstillingen er bygget op omkring sanselige og interaktive oplevelser, hvor gæsterne inviteres til selv at træde ind i lydens historie.

Blandt andet kan man som noget helt nyt opleve, hvordan historien bliver fysisk og nærværende ved at høre og mærkefabriksbraget, da fra 1945, hvor fabrikken blev sprunget i luften i en Schalburgtage, ved at prøve at samle fjernsyn, ved et samlebånd og lytte til fortællinger fra tidligere medarbejdere.

Udstillingen er samtidig et centralt skridt i Struer Museums langsigtede udvikling.

“Vi arbejder målrettet på at etablere Struer Museum som verdens første lydkulturhistoriske museum. Med denne udstilling viser vi, hvordan lyd ikke blot er teknologi, men en central del af vores kultur, vores erindringer og vores måde at forstå verden på.

Bang & Olufsen er en del af vores fælles kulturhistorie – ikke kun som virksomhed, men som en drivkraft i den lydlige revolution, der ændrede, hvordan vi oplever verden og hinanden. Det er en fortælling, der rækker langt ud over Struer, men som samtidig har sit udspring her. Med udstillingen sætter vi fokus på lyd som en afgørende, men ofte overset del af vores fælles historie,” siger siger Helle Sigh, direktør for Struer Museum.

Udstillingen åbner den 27. marts 2026 på Struer Museum.

Udstillingen er støttet af:
Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Færchfonden

Samarbejdspartnere:
Bang & Olufsen, Harman, Sound Hub Denmark og Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv