Højt grundvand gør kloakeringen af Oddesund Nord til en større omgang. Under arbejdet kan op mod 200.000 kubikmeter grundvand blive pumpet op og ledt ud i Limfjorden.
Oddesund Nord står foran et omfattende kloakeringsarbejde, og de særlige forhold i området betyder, at der potentielt skal flyttes ganske store mængder vand undervejs. Struer Kommune har givet Struer Energi Spildevand tilladelse til midlertidigt at udlede oppumpet grundvand til Limfjorden i forbindelse med projektet.
Ifølge materialet kan der under anlægsarbejdet blive behov for at oppumpe omkring 200.000 kubikmeter grundvand. Det svarer til op mod 200 millioner liter. Vandet skal pumpes væk for at holde udgravningerne tørre, mens de nye kloakledninger etableres.
Baggrunden for hele projektet er netop vandet. Grundvandet står højt i sommerhusområdet ved Oddesund Nord, og det giver nedsat renseeffekt i områdets septiktanke. Derfor skal området spildevandskloakeres og fremover kobles på det almindelige kloaksystem.
Det er ikke noget helt lille anlægsprojekt. Der skal etableres gravitationsledninger, skelbrønde og 10 hovedpumpestationer i området. Spildevandet skal derefter pumpes gennem en ny trykledning fra Oddesund Nord til det eksisterende spildevandssystem ved Odby. Ledningerne kommer undervejs til at krydse private fællesveje, kommunevej, statsvej og marker.
Projektet har derfor været omkring flere myndigheder. Kystdirektoratet gav i oktober 2025 dispensation til anlægsarbejde inden for strandbeskyttelseslinjen, mens Struer Kommune i august gav dispensation fra beskyttelseslinjerne omkring fire fortidsminder, som berøres af ledningsføringen mellem Oddesund Nord og Odby.
Naturhensyn spiller også en rolle. I forbindelse med projektet er der gennemført en særskilt paddeundersøgelse, som indgår i grundlaget for de afværgeforanstaltninger og forudsætninger, der skal gælde under arbejdet.
Struer Kommune har samtidig screenet kloakeringsprojektet efter reglerne om miljøvurdering. Kommunens konklusion er, at projektet ikke forventes at få så væsentlige miljøpåvirkninger, at der skal udarbejdes en egentlig miljøkonsekvensrapport.
Kloakeringen hænger desuden sammen med et andet stort naturprojekt i området. Ved Odby Sø arbejder Struer Kommune med et kvælstofvådområde, hvor store dele af området ligger omkring en meter under havniveau og i dag holdes tørre ved hjælp af pumper. Kommunen har tidligere oplyst, at de eksisterende pumper ikke kan slukkes, før sommerhusområdet ved Oddesund Nord er blevet kloakeret, fordi det ellers kan give problemer for sommerhusene. Kloakeringen er dermed en af forudsætningerne for det videre arbejde med vådområdeprojektet.
Der er endnu lidt uklarhed om, hvor længe arbejdet kommer til at vare. Struer Energi oplyser på sin projektside, at anlægsarbejdet løber fra september 2026 til oktober 2027. I Struer Kommunes nye materiale om udledningstilladelsen er projektperioden angivet fra september 2026 til marts 2028. Det fremgår ikke, om forskellen skyldes, at de to perioder dækker forskellige dele af projektet.
Kommunens tilladelse betyder ikke, at der nødvendigvis bliver pumpet 200 millioner liter grundvand ud i Limfjorden. Tallet er den potentielle mængde, der er lagt til grund for projektet. Men det illustrerer de særlige forhold, entreprenørerne skal arbejde under, når kloakledningerne skal ned i den våde jord ved Oddesund.
Foto: Arkivfoto