Foredrag på Struer Museum
Struer Museum byder velkommen til årets sidste foredrag ’Pas på, at børnene ikke drukner i mudderpølen!’ ved museumsinspektør Mikkel Ellersgaard Sørensen.
Vores liv udspiller sig i gaderne. Vi bor i dem, handler i dem og bevæger os igennem dem. Gaderne giver os helt bogstaveligt mulighed for at navigere i vores eget liv, men vi tager dem ofte for givet og bruger sjældent tid på at beskrive dem. Hvordan har de udviklet sig og hvad tænkte fortidens indbyggere om det sted, hvor de opholdt sig mest?
Med udgangspunkt i disse overvejelser tager Mikkel Ellersgaard Sørensen denne aften lytteren med på en rejse igennem Struers historie, som den kunne opleves på gadeplan. Her bliver købstadsrettigheder og kommunalsammenlægninger mindre vigtige, idet der i stedet sættes fokus på de mere konkrete forandringer, der kommer til udtryk f.eks. ved brolægningen af gaderne, udbredelsen af bilerne og sanering af hele kvarterer.
Aftenens foredrag udspringer af projektet Gademuseet, hvor Struer Museum undersøger og formidler historien om seks gader i Struer. Projektet kulminerer i 2024, hvor museet formidler de seks gaders historie i en mobil udstillingsvogn i de seks gader. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet.
Om Mikkel Ellersgaard Sørensen
Mikkel Ellersgaard Sørensen er cand.mag. i historie og filosofi og museumsinspektør ved Struer Museum. Han har de seneste år arbejdet med Struers lokalhistorie fra flere forskellige vinkler og er i dag projektleder på Gademuseet.
FAKTABOKS
Hvor: Struer Museum
Hvornår: Den 1. februar 2024, kl. 19-21
Hvem: Historiker og museumsinspektør Mikkel Ellersgaard Sørensen
Pris: 80 kr. inkl. kaffe/kage (medlemmer af Museumsforeningen 50 kr.)