I weekenden var der atter genlyd af radiostemmer hos Nordic Podcast Academy, som åbnede dørene for Radio4’s ”TalentLab”.
Det var en intensiveret udgave af Nordic Podcast Academys ”Talent Camp”, der ventede de 17 talenter fra Radio4, da de i weekenden gik ind ad dørene hos Sound Hub Denmark.
På to dage skal de igennem stort set det samme program med konceptudvikling, optageteknik, interviewøvelser og en aftenaktivitet, som de første deltagere på akademiet brugte efterårsferien på sidste år.
Radio4’s TalentLab består af frivillige podcastere, som allerede har været i radioen. Radio4 har nemlig dedikeret to timer af deres sendetid hver dag, mellem klokken 22 og 24, til selvstændige podcasts. Det er podcasts, der handler om alt fra faldskærmsudspring til dét at blive voksen.
”Som radio vil vi gerne være meget åben og være i dialog med danskerne. Vi vil gerne høre fra folk, der laver podcast og give dem mulighed for at blive spillet i radioen,” siger Rikke Hedman, der er programchef på Radio4, og som også havde lagt vejen forbi Struer i weekenden.
Hun fortæller, at målet er at gøre podcasterne bedre til det, de gør. I dagligdagen får podcasterne sparring med mere erfarne kolleger på Radio4, men derudover er de blevet tilbudt at deltage i weekendens workshop hos Nordic Podcast Academy, og det har mange af dem takket ja til.
Brug for at vide mere
En af deltagerne er Niels Gregersen, der laver podcasten ”Det halve liv” sammen med sin gymnasiekammerat Luca Iele. Podcasten handler om at vokse op, og hvordan man opfatter verden, når man er gymnasie-elev.
”Ingen af os har en uddannelse, men vi interesserer os for podcast, og vi har brug for at vide mere,” siger Niels Gregersen, da han bliver spurgt om, hvorfor han har taget turen fra Århus til Struer for at deltage i weekendens workshop. De fortæller, at de indtil videre er godt tilfredse med udbyttet.
”Det her med konceptudvikling er noget, vi godt kunne arbejde mere med, for det har vi ikke rigtig gjort indtil videre,” siger Luca Iele.
Forventer at samarbejdet udvikler sig
Det er første gang, Nordic Podcast Academy samarbejder med Radio4, men skal man tro programchefen, bliver det ikke sidste gang.
”Jeg synes Nordic Podcast Academy er en oplagt samarbejdspartner, og vi har forventninger til, at samarbejdet udvikler sig. Måske kan det åbne op for nye samarbejdsmuligheder, som vi ikke vidste fandtes,” siger hun.
Ligesom på talent-campen i efterårsferien var det også denne gang medgrundlæggeren af Nordic Podcast Academy, Dorte Palle, der underviste podcast-talenterne i weekenden.
Pressemeddelelse/Lydens By. Tekst og Foto: Daniel Bernt Jensen fra Content Crew