Den sidste event før boksebraget i Struer Energi Park i morgen aften er overstået. Indvejningen gik som den skulle. Alle aftenens boksere klarede vægten.
Størst opmærksomhed og størst bifald var der selvfølgelig til Struers egen Dina Thorslund, der i morgen aften står i sit livs kamp, når hun møder Alicia Ashley om WBC’s ledige VM titel i superbantamvægt.
I super bantamvægt går grænsen ved godt 57 kg. Dina Thorslund vejede ind i 55,2 kg, mens Alicia Ashley vejede 54,5 kg.
Kampen bliver den første VM-kamp på dansk jord i over 5 år efter Mikkel Kesslers WBA VM-kamp mod Brian Magee den 8. december 2012 i Jyske Bank Boxen i Herning.
Dina håber på at blive den første danske verdensmester, siden Mikkel “Viking Warrior” Kessler vandt sin femte VM-titel med en TKO-sejr over Magee. Og dermed gøre Anita Christensen selskab som den kun anden kvindelige VM-titelindehaver i danmarkshistorien.
En anden kamp, hvor der er noget på spil er i fjervægtskampen mellem den tidligere europamester Dennis “The Menace” Ceylan fra Århus og den spanske mester Jesus Sanches. Efter et nederlag sidste år mistede Dennis Ceylan sin titel, og han vil gerne sætte skub i sin karrierer igen med en sejr over spanieren.
Dennis vejede ind i 57,6 kg.
Også Struer bokseren Adam Bashanov skal i ringen i super mellemvægt. Han møder Nick Hannig, Tyskland.
Du kan stadig nå at købe billet hos Ticketmaster
https://www.ticketmaster.dk/event/SEP1003?language=da-dk
Normalt skal man som reporter og journalist holde sig neutral, men i dette tilfælde blæser jeg på det: Kom så, Dina, Tag den titel.
/Leif Madsen
Foto: Lasse Quintus