På initiativ af SF og LA i Struer arrangeres der en fejring af Grundloven på Thyholm, og alle er velkomne.
Det sker d. 5. juni kl. 13.30-15.30 på den nye plads blot 100 m fra stationen i Hvidbjerg, og byens flagudvalg pynter byen med flag.
Alle borgere er inviteret, og tidsplanen er afstemt efter tog-ankomst og -afgang så alle kan være med.
Alle partier som opstiller til byrådet i kommunen er indbudt til at holde tale.
Kystens Kaffevogn, som normalt er opstillet i Struer, vil sælge kaffe.
Hop og Rul opstiller klatretårn, så der er underholdning for de yngre.
Der arbejdes yderligere på at få FDF til at grille pølser og et lokalt bryggeri til at sælge fadøl.
– Vi vil gerne lave et arrangement, hvor alle kan mødes og være en del af festlighederne.” udtaler Renate Johansen, lokalformand for SF.
– Vi små partier har lyst til at fejre demokratiet, og vi laver derfor et arrangement som appellerer til alle, uanset politisk ståsted.” siger Thorbjørn Jacobsen, lokalformand for Liberal Alliance.
Det er en god mulighed for at få en snak med repræsentanter fra de politiske partier, så du kan sætte et ansigt på byrådskandidaterne, og få en snak om de ting der betyder noget.
/Pressemeddelelse fra LA og SF