Mandag d. 8. februar møder 0.-4. klasse igen til fysisk undervisning på folkeskolerne i Struer Kommune. Personalet er klar og glæder sig til at tage imod eleverne.
Alle folkeskoler i Struer Kommune åbner på mandag dørene for de yngste elever, der igen kan møde fysisk til undervisning.
For at sikre en smidig og fleksibel overgang i forbindelse med genåbningen for 0.-4. klasse kan skolerne stadig helt eller delvist følge reglerne om nødundervisning, selvom eleverne er tilbage på skolen.
Skolerne kan først vende tilbage til almindelig undervisning, når de sundhedsfaglige retningslinjer og anbefalinger kan følges uden behov for særlige tiltag.
Derfor kan børnene forvente at møde ind til en anderledes skoledag end vanligt, da skoledagen stadig tilrettelægges med afsæt i nødundervisning. Skolerne forventes at få mere fleksible rammer frem til sommerferien.
”Det er glædeligt, at de yngste elever nu kan vende tilbage til skolen, hvor de igen kan møde deres venner og modtage fysisk undervisning. Medarbejderne glæderne sig rigtig meget og de har arbejdet benhårdt for at gøre skolerne klar til en nogenlunde normal hverdag.” fortæller centerchef for Skole og Dagtilbud i Struer Kommune, Jeannette Enevoldsen.
Forældrene opfordres til at holde sig opdateret på Aula i forhold til tilrettelæggelsen af børnene skoledag.
En tryg og sikker start
Struer Kommune understreger, at det er trygt og sikkert at sende sit barn afsted. Der vil være en række smitteforebyggende foranstaltninger. Det betyder blandt andet også, at der vil være få lærere tilknyttet klasserne og at klasserne ikke vil blive blandet på tværs. Dertil vil der være ekstra fokus på god hygiejne og rengøring.
Som et ekstra led i at skabe den mest trygge hverdag for elever og medarbejdere, vil medarbejderne blive tilbudt kviktest, som supplement til de testmuligheder, der allerede eksisterer.
Dertil er der i forbindelse med genåbning indført krav om at forældre og besøgende på skolerne skal bære mundbind, når man færdes på skolen.
5.-10. klasse stadig hjemsendt
Genåbningen gælder kun for de yngste elever, hvorfor eleverne fra 5. til 10. klassetrin stadig vil være hjemsendt til nødundervisning. Der er endnu ingen meldinger om, hvornår andre klassetrin kan vende tilbage til fuld fysisk undervisning.
”Selvom de yngste nu for muligheden for at vende tilbage til det, der minder lidt om en normal hverdag, er der stadig en del elever, som kommer til at modtage online undervisning noget tid endnu. Til dem har vi stadig fokus på at hjælpe så godt vi kan og tilrettelægge en spændende og givtig undervisning for inden for de rammer der er muligt, indtil de også kan vende tilbage til skolerne igen.” afslutter Jeannette Enevoldsen.
Pressemeddelelse/Struer kommune