Planerne om skovrejsning ved Volstrupvej er ikke opgivet, selv om et flertal i Struer Byråd tidligere har sagt nej til den oprindelige ansøgning om at etablere 1,4 hektar fredsskov.
Ifølge Dagbladet arbejder Janne og Karl Iver Odgaard Jensen nu på et nyt projekt, hvor skovarealet reduceres til under én hektar. Dermed kan projektet muligvis gennemføres efter de gældende regler uden en politisk behandling.
Den nye løsning bliver dog ikke en fredsskov. Det betyder blandt andet, at projektet ikke vil være omfattet af fredskovspligt og ikke vil kunne opnå den samme støtteordning som den oprindelige ansøgning.
Janne Odgaard Jensen siger til Dagbladet, at familien fortsat ønsker at plante skov, og at de nu undersøger de sidste forhold omkring en eventuel screening af projektet.
På byrådsmødet i maj var begrundelsen for afslaget blandt andet hensynet til det bevaringsværdige landskab, særlige udsigter og områdets placering i kystnærhedszonen. Flertallet ønskede samtidig at afvente en mere samlet plan for fremtidig skovrejsning.
Socialdemokratiets byrådsmedlem Palle Lykke Ravn, der støttede den oprindelige ansøgning, glæder sig over, at der fortsat arbejdes på at plante skov, men ser samtidig et paradoks i sagens udvikling.
“Jeg glæder mig oprigtigt over, at der efter alt at dømme fortsat bliver plantet skov ved Volstrupvej. Men jeg har svært ved at se, hvordan en mindre skov uden fredskovspligt og den langsigtede beskyttelse, som den oprindelige løsning ville have givet, er et bedre resultat for naturen. Hvis det bliver udfaldet, mener jeg faktisk, at modstanden mod det oprindelige projekt har ført til en mindre ambitiøs løsning.”
Sagen rejser dermed et principielt spørgsmål om, hvordan ønsket om at beskytte landskabet skal afvejes over for ønsket om mere skov, biodiversitet og frivillige naturprojekter.
Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer.
Foto: Genre billede