Sommer på Mississippi med kongelig islæt

af | 17. juni 2025

Sommerudstillingen på kunst- og kulturstedet Mississippi på Thyholm byder på fem etablerede kunstnere – og Årets Pressefoto 2024. Fernisering lørdag 21. juni

For fjerde gang udstiller kunst- og kulturstedet Mississippi på Thyholm Årets Pressefoto.

Samtidig udstiller følgende kunstnere på sommerudstillingen Lone Kjær, Tove Schermer Kristensen, Mie Dissing, Connie Kock og Gunnar Gregersen.

Lørdag 21. juni kl. 14 er der fernisering på udstillingen, som herefter er åben torsdag-søndag kl. 13.30-17.00.

Koret ”Opus 7790” deltager i ferniseringen.

Sommerudstillingens sidste åbningsdag er 10. august.

Fem kunstnere

Årets Pressefoto fylder den gamle skoles gymnastiksal.

I sal A udstilles vævede værker af Connie Kock og keramik af Lone Kjær.
Connie Kock, der er fra Esbjerg, vandt publikumsprisen på Mississippis censurerede udstilling sidste år.

Lone Kjær er fra Aalborg og har også været med på Mississippis censurerede udstilling et par gange.

Gunnar Gregersen kommer fra Fjaltring og han udstiller sal B, hvor han har taget sine meget berømte skabe og fugle med.

I sal C udstiller Tove Schermer Kristensen, Viborg. Hun arbejder med gouache, hvor motiverne hovedsageligt er fugle og hunde.

Den femte kunstner er Mie Dissing, Viborg. Hun udstiller i D og arbejder primært med akryl på lærred.

”Alle fem er jo etablerede kunstnere, som har overstået eksperimenterne og har fundet deres endelige form. Det er sådan, jeg vil præsentere dem. Deres værker er lidt en modsætning til vores første udstilling med værker af en eksperimenterende gruppe, men den stilsikre udtryksform har også sit publikum. Så med denne og den foregående udstilling har vi tilgodeset bredt,” slutter Bruno Nordensgaard, formand for Mississippi.

Årets Pressefoto

”Jeg ser det som en stor anerkendelse af Mississippi, at vi igen i år kan vise denne helt fantastiske udstilling,” siger Bruno Nordensgaard. ”Vores besøgende har taget godt imod udstillingen og billederne de tre foregående år. Jeg er sikker på, at de også vil gøre det i år.”


Årets pressefoto har været holdt siden 1974. Målet har altid været at udbrede kendskabet til fagets høje etiske standarder og værne om dansk fotojournalistiks troværdighed.

Årets Pressefoto er en kollegial konkurrence for medlemmer af Pressefotografforbundet, som stræber efter at motivere til udvikling af fotojournalistikken og vise medlemmernes evne til at fortælle visuelle historier.

Vinderen af Årets Pressefoto blev Mads Nissen, Politiken, med billedet ”H. M. Kong Frederik 10. af Danmark”

Dommerne: ”Vi kommer aldrig til at kunne tage det billedet igen, for det viser en brøkdel af et sekund, som kun opstår én gang hvert 50. år. At det er historisk, betyder, at det også er unikt. Fotografiet indeholder en fin dobbelthed, hvor vi både oplever et privat øjeblik i en familie og samtidigt et moment af stor rituel betydning og historisk signifikans. Det er teater, og det handler om magt. Alle tre generationer er med, men den største skikkelse er den uskarpe i baggrunden: Den gamle matriark som forlader posten – bestyrelsesformanden i koncernen Danmark der går af. På den måde ser vi et tronskifte og et generationsskifte. Men vigtigst af alt er det et vanvittigt godt billede, og et helt fantastisk fotografi, som er taget af en fotograf, som har formået at være et hundrede procent til stede og træffe det rigtige valg under pressede omstændigheder. Dommerne understregede, at det på en måde irriterede dem lidt, at valget kan læses som et knæfald for monarkiet, for begivenhedens størrelse eller historiske værdi, når der foregår så mange større og vigtigere ting i verden, men det er det på ingen måde. Juryens valg af netop dette billede er udelukkende truffet på fotografiets præmisser og på baggrund af de umiskendelige kvaliteter, det besidder, og som gør det til årets bedste billede.”

Da mange skoler bruger Årets Pressefoto i deres undervisning, har vi valgt også i år at vise udstillingen frem til 21. september efter en god overstået sommerferie, siger Bruno Nordensgaard.