Home Nyheder SONNE støtter bogudgivelse fra lokal fotograf

SONNE støtter bogudgivelse fra lokal fotograf

0
SONNE støtter bogudgivelse fra lokal fotograf

Fotograf Andreas Houmann udgiver bog om talenter fra Thy, blandt andet med sponsorstøtte fra ingeniørhuset SONNE

(På billedet er det forfatter og fotograf Andreas Houmann og Lars Bak Nørgaard, chef for SONNE Automation i Thisted)

Af: Thomas Maxe

Et talent er ifølge ordbogen en ”særlig (medfødt eller opøvet) evne eller begavelse inden for et bestemt område”. Begrebet er især brugt inden for elitesport og i den kreative verden, for eksempel musik og billedkunst. Men der findes mange former for talenter, og Thy er fuld af dem, fortæller fotograf Andreas Houmann, som har samlet en række af talenterne i bogen ”Talentet i Thy”.

– Jeg er kommet i Thy i seks-syv år og var en dag i Klitmøller for at tage billeder af Casper Steinfath, der er verdensmester i surf-disciplinen Stand Up Paddle. På vej hjem besøgte jeg min faster i Koldby, og så fortalte hun mig om sin nabo, Åge, der var flink til at komme forbi for at spørge, om hun lige manglede en bakke æg. Det var tydeligt for mig, at Åge ikke kun solgte æg. Han har et stort socialt talent, som var lige så fint som alle andre slags talenter, og på den måde opstod ideen til bogen, fortæller Andreas Houmann.

Åge med æggene er blot ét af Thys talenter, som er portrætteret i bogen, som også er fuld af naturbilleder fra Thy.

– Naturen har bare altid været der. Men pludselig kan man se noget smukt i det, for eksempel en morgen, hvor disen ligger over en eng, forklarer Andreas Houmann, som har besøgt de afbildede steder flere gange, og på forskellige årstider, for at fange det helt rigtige billede.

Andreas Houmann er selv født og opvokset i Humlum, et par kilometer syd for Oddesundbroen og dermed lige uden for Thy. I dag bor han i København, men han har tabt sit hjerte til Thy.

– Københavnere er meget selvpromoverende. Det er man nødt til for at blive hørt. Men thyboer råber ikke så højt, og det typiske svar, når jeg har kontaktet nogen og inviteret dem med i bogen har da også været, at ”du har vist fået fat i den forkerte?”. Det er nogle beskedne, men også meget fascinerende mennesker, siger fotografen.

Det har taget tre og et halvt år at færdiggøre ”Talentet i Thy”. Bogen er selvfinansieret, så Andreas Houmann har lidt utraditionelt indhentet sponsorstøtte hos en række virksomheder, blandt andet hos ingeniørhuset SONNE, som har en stor afdeling i Thisted.

– Hos SONNE kan vi i dén grad bekræfte, at der er masser af talent i Thy. Vi samarbejder med nogle stærke virksomheder i området, og vi har også selv nogle virkelig dygtige og kreative medarbejdere, som har deres rødder her i Thy. Vi bakker gerne op om lokale initiativer inden for idræt og kultur, så vi er glade for at kunne hjælpe Andreas med at kunne udgive bogen, siger Lars Bak Nørgaard, chef for SONNE Automation.

”Talentet i Thy” udkommer medio september 2018. Bogen præsenteres ved en reception i Doverodde.

FAKTA: SONNE A/S
SONNE løser en bred vifte af ingeniøropgaver for andre virksomheder, fra projektledelse til automatisering, engineering, quality & compliance til maskinbygning.
Nogle af de knap 170 medarbejdere har i perioder fast arbejdsplads ude hos kunderne, mens andre kører ud fra hovedkontoret i Silkeborg eller afdelingerne i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Thisted, Struer, Kolding, Sønderborg og Herlev.
Virksomheden har oparbejdet særlige kompetencer inden for medico-, fødevare, plast- og metalindustrien samt energisektoren.
Sonne A/S er ledet af CEO Claus Funder og COO Jesper V. Rasmussen. Deres fælles virksomhed blev i 2017, for fjerde år i træk, optaget på Børsens liste over Gazelle-virksomheder, som er kendetegnet ved meget hurtig vækst. Et af kravene er, at man i løbet af de seneste fire år mindst skal have fordoblet sin omsætning.
www.sonne.com

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here