Home Arrangementer “Spil dansk” spiller op på skoler

“Spil dansk” spiller op på skoler

0
“Spil dansk” spiller op på skoler
I løbet af Spil Dansk-ugen bliver skoleelever inddraget i den skabende proces bag musikken – hvem ved, måske sås de første frø til en professionel karriere. Andre elever skal opleve musikkrimien ’Tidsrøver’ – hvorfor er det, at minutter kan virke som en uendelighed, mens timer kan flyve af sted…
I uge 44 lukkes dørene atter op for Danmarks størst musikbegivenhed Spil Dansk-ugen, hvor der i løbet af en uge sættes fokus på dansk musik. Musik binder os sammen på tværs af alder, køn og etnicitet, derfor er Struer Kommune en af 28 Spil Dansk Kommuner.

Flere skoler i kommunen kommer til at nyde godt af samarbejdet omkring Spil Dansk. Og måske bliver de første frø sået til det næste store danske talent. I al fald bliver eleverne inddraget i den skabende proces – på Limfjordsskolen i form af konceptet ’Komponist i klassen’ med Tine Louise Kortermand og på Parkskolen gennem en sangskriver workshop fra KODA med Martin Stender.

Thyholm Skole får besøg af børnebandet med Paul Banks og Charlotte Halberg, som opfører musikkrimien ’Tidsrøver’ – Hvordan kan det være, at få minutter nogle gange kan virke som en uendelighed, mens flere timer andre gange kan flyve af sted? Og hvorfor har lysets hastighed noget at gøre med vores oplevelse af tid? – Mange gode spørgsmål, som bliver adresseret gennem musik, sang og fortælling.
Duoen vandt i 2018 Carl Prisen som ’Årets bedste komponister inden for Børnemusik’.

– Det er et vigtigt led i den kulturelle dannelse og læring, at den levende musik møder og inspirerer børnene på den enkelte skole, fortæller musikskoleleder Per Odgaard.

I løbet af Spil Dansk-ugen kan man opleve dansk musik med stor genremæssig spændvidde over hele kommunen: på skoler, på kulturinstitutioner, i børnehaver, på arbejdspladser, i kirker og på plejehjem. Se programmet her: struer.dk/struer-musikskole


LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here