Kommunen har allerede taget lokale skridt, men de seneste corona-tal for Struer betyder yderligere restriktioner. Det går primært ud of Struers restauranter og caféer og skoleelverne fra femte klasse og opefter.
Positivprocenten i er på 2,31 (antallet af smittede i forhold til antallet af testede). Og Struer har p.t. et incidenstal på 204.8. Den sundhedsfaglige grænse bliver trukket ved 200. Det betyder, at Struer nu bliver ramt af yderligere restriktioner. Det drejer sig om de restriktioner, der forleden ramte 38 andre kommuner.
De nye restriktioner er
• Elever i grundskolen fra 5 klasse sendes som udgangspunkt hjem, og der overgås til fjernundervisning
• Elever og kursister på ungdoms- og voksenuddannelser sendes hjem, og der overgås til fjernundervisning.
• Omlægning til digital undervisning uden fremmøde på de videregående uddannelser.
• Offentlige arbejdsgivere opfordres til at sende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem. De pågældende bør så vidt muligt arbejde hjemmefra.
• Private arbejdsgivere opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.
• Steder, hvor der udøves idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Professionelle idrætsudøvere kan fortsat anvende indendørsarealer, som er lukket for offentligheden. Der kan fortsat afvikles udendørs idrætsarrangementer med op til 500 personer til stede
• Det gælder blandt andet lege- og badelande, idrætshaller, svømmehaller, trænings- og fitnesscentre, spillehaller og kasinoer, foreningslokaler mv.
• Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år finder ikke anvendelse. Der må herefter som udgangspunkt kun være ti personer til stede på samme sted samtidig ved sådanne aktiviteter.
• Kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden.
• Det gælder blandt andet teatre, koncertsale, spillesteder, museer, kunsthaller, kulturhuse, biografer, biblioteker, aftenskoler samt musik- og kulturskoler.
Kommunens tiltag
Struer kommune har ellers selv taget initiativ til at forsøge at begrænse smitten: Skolebibliotekerne lukkes, ungdomsskolens undervisning er blevet sat på pause og undervisningen i idræt, svømning, valgfag og musik aflyses eller omlægges på alle folkeskoler i Struer Kommune.
Så Struer kommune er kommet en del af restriktionerne i forkøbet.
Testmuligheder
Alle borgere bliver stadig opfordret til at lade sig teste. Mulighederne i Struer er det satelitcenter, der er på Struer Energi Park. Et center, der kan bruges frem til den 18. december.
Andre muligheder er Holstebro, hvor der ligger et fast testcenter på Idrætscenter Vest.
Det kan også lade sig gøre at blive testet i Sundhedshuset i Lemvig. Du skal huske at bestille tid på www.coronaprover.dk.
I hospitalsenheden Vest, der består af Holstebro, Herning, Lemvig, Ringkøbing og Tarm sygehuse, er der i øjeblikket indlagt 14, der er smittet med covid-19.