Struer helt i top: Elever præsterer langt bedre end forventet i matematik

af | 18. august 2026

Der er grund til at glæde sig over elevernes resultater i Struer Kommune.

En ny analyse fra CEPOS placerer Struer som nummer tre i landet, når det gælder om at løfte elever til topkarakterer i skriftlig matematik.

I 2025 fik 22,4 procent af eleverne bosat i Struer Kommune mindst 10 i gennemsnit ved de skriftlige matematikprøver. Det er markant flere, end man statistisk skulle forvente, når der tages højde for elevernes baggrund.

Struer ligger 6,6 procentpoint over det forventede niveau. Det svarer til, at omkring 15,8 procent statistisk kunne forventes at nå topkaraktererne, mens det faktisk lykkedes for 22,4 procent.

Kun Lemvig og Ringkøbing-Skjern klarer sig bedre. Lemvig topper med et positivt løft på 8,6 procentpoint, Ringkøbing-Skjern følger med 7,6, mens Struer indtager tredjepladsen.

Dermed består hele landets top tre af vestjyske kommuner.

Hvad betyder elevernes socioøkonomiske baggrund?

Når CEPOS tager højde for elevernes socioøkonomiske baggrund, handler det kort fortalt om de forhold omkring elevernes opvækst, som statistisk har betydning for, hvordan elever klarer sig i skolen.

I beregningen indgår en lang række oplysninger om eleverne og deres familier. Det gælder blandt andet forældrenes uddannelse og indkomst samt familieforhold.

Det er altså ikke en vurdering af den enkelte Struer-elev eller et udtryk for, at nogen på forhånd har lave forventninger til eleverne.

Beregningen bruges til at vurdere, hvilket resultat man statistisk kunne forvente af elever med den pågældende baggrund. Når Struer ligger 6,6 procentpoint over forventningen, betyder det derfor, at væsentligt flere elever når topkaraktererne, end deres samlede statistiske udgangspunkt tilsiger.

Ikke bare et enkelt godt år

Det flotte resultat i matematik står heller ikke helt alene.

CEPOS har resultater med for 2018, 2019, 2023, 2024 og 2025, og i alle fem år har Struer ligget på den positive side. Der har altså hver gang været flere elever med topkarakterer i matematik, end man statistisk skulle forvente.

I 2023 lå Struer 6,1 procentpoint over det forventede niveau. I 2024 var forskellen 3,0 procentpoint, og nu er den steget til 6,6 procentpoint.

Også positivt når alle prøver tælles med

Det er matematikken, der sender Struer helt op på den nationale tredjeplads, men den samlede opgørelse peger også i positiv retning.

Når CEPOS ser på de obligatoriske afgangsprøver samlet, havde 11,7 procent af eleverne bosat i Struer Kommune et karaktergennemsnit over 10. Ud fra elevernes baggrund var den forventede andel 9,9 procent.

Også her præsterer Struer-eleverne altså bedre end forventet.

CEPOS’ analyse er derfor noget andet end en almindelig rangliste over, hvilke kommuner der har de højeste karaktergennemsnit. Den viser, hvor stor en andel der når helt op blandt topkaraktererne sammenholdt med det resultat, man statistisk kunne forvente ud fra elevernes baggrund.

Og i skriftlig matematik er forskellen så markant i Struer, at kommunen i 2025 kun bliver overgået af to kommuner i hele landet.

Foto: Genre billede