Struer i krigens skygge – 80-året for befrielsen markeres med oplevelser, fortællinger og fællesskab

af | 23. april 2025

I år er det 80 år siden, Danmark blev befriet efter fem mørke år under tysk besættelse.

Struer var som resten af landet præget af usikkerhed, kontrol og modstand – en jernbaneby, hvor transporter og sabotage spillede en rolle, og hvor mennesker levede med krigens konsekvenser tæt inde på livet. Det var her, på stationer og i mørklagte stuer, at håb og frygt gik hånd i hånd.

For at mindes og forstå denne tid inviterer Struer Museum, Midt og Vestjyllands Jernbanemuseum og Kulturlandskabet Oddesund til en række arrangementer, hvor fortællingerne fra dengang vækkes til live – med reenactments, byvandringer, kunst og foredrag.

Lørdag den 26. april: Krigens hverdag levendegjort

Kom helt tæt på modstandskampen, når Struer Museum og Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum afholder reenactments fra kl. 10 til 16. På Struer Museum kan man møde modstandsfolk og opleve stemningen fra krigsårene, mens Jernbanemuseet formidler fortællinger om jernbanesabotage og modstandskamp.

Begge arrangementer har gratis entré denne dag.

Lørdag den 4. maj: Byvandring i befrielsens tegn
På årsdagen for Danmarks befrielse inviterer Struer Museum og Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum til en historisk byvandring med bibliotekar Kaj Rasmussen gennem Struers gader med fokus på besættelsen og befrielsen.

Turen starter kl. 13 fra museet og varer ca. halvanden time.

Deltagelse er gratis, og efterfølgende kan der købes kaffe og kage i museets café. Billetter bestilles via Struer Museum.

Mandag den 5. maj: Kunst og foredrag ved Limfjorden
Struer markerer også befrielsesdagen med nye billeder i Jørgen Lindholms værk
Inverted to past, der tematiserer krig og erindring. Inverted to past kan opleves på Struer Museum, Midt og Vestjyllands jernbanemuseum og i bunkeren i Oddesund. Samme aften holder historiker Michael Steinke Christensen et foredrag i Garnhuset ved Oddesund kl. 19.00. Her vil han dykke ned i lokale og nationale aspekter af besættelsestiden.

Billetter til foredraget koster 65 kr. for medlemmer og 85 kr. for ikke-medlemmer.

Velkommen til historiske oplevelser med nærvær og perspektiv!
Arrangementerne er for alle, der ønsker at forstå og mærke historien – i fællesskab med andre.