I Struer Kommunes daginstitutioner og folkeskoler er der god velfærd for børn og unge. Det viser en ny analyse fra tænketanken Cevea, som placerer Struer som 5. bedst på landsplan. Hvordan står det til med velfærden for børn og unge på skoler og daginstitutioner i Danmark? Det har tænketanken Cevea netop offentliggjort en ny analyse, kaldet ”Det Skæve Danmark”. Den viser, at Struer Kommune er landets 5. bedste på børne- og ungeområdet i sammenligning med alle landet øvrige kommuner. Analysen afdækker på børn og ungeområdet, at børnene i Struer Kommune eksempelvis oftere møder uddannede lærere og pædagoger, end det er tilfældet i nogle af de store danske bykommuner. – Vi er naturligvis rigtig glade for den flotte vurdering og placering, Ceveas nye analyse giver os her i Struer Kommune. Det viser tydeligt, at vi arbejder i den rigtige retning. Det er for eksempel vores tidlige indsats for bedre minimumsnormeringer, vores tilgang til Fremtidens Folkeskole og vores fokus på at forbedre forholdene for svage børn og unge. Det ligger os meget på sinde, at der er gode muligheder for et have et godt børneliv her i kommunen, og analysens flotte resultatet er med til at bekræfte, at vi er godt på vej, lyder det fra John Christoffersen (S), formand for Børne og Uddannelsesudvalget. God normering og uddannede lærere og pædagoger Tænketanken Cevea har vurderet velfærden for børn og unge via flere forskellige indikatorer, som fortæller noget om hvilke ressourcer, der bliver stillet til rådighed for borgerne, og som kan variere fra kommune til kommune landet over.- På børne- og ungeområdet har analysen lagt vægt på normeringen i daginstitutioner, ligesom man har set på, hvor mange uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter, der er i institutionerne. På folkeskoleområdet har analysen både vurderet kommunerne på antallet børn i klasserne – klassekvotienten og på, hvor mange uddannede lærere, der er ansat. Og her er Struer således i top 5. – Vi er stolte og glæder os over, at vi ligger så flot på de parametre på børne- og ungeområdet, som Cevea har med i sin analyse. Vi hilser i øvrigt også altid sådanne større analyser velkommen som inspiration til vores videre arbejde med at udvikle Struer Kommune som et godt sted at bo og leve, også i børnehøjde, slutter John Christoffersen. |