Struer Kommune er blandt ni kommuner som er nomineret til at blive årets ungdomskommune. Prisen uddeles af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) til den kommune i Danmark, der gør en ekstraordinær forskel for børn og unge. Vinderen kåres i slutningen af denne måned.
Nomineringen vækker glæde hos Lars Møller Pedersen (A), formand for Struer Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.
– “Jeg er virkelig glad for at vi er blevet nomineret til årets ungdomskommune 2019. Det er et resultat af et kæmpe stykke arbejde i både vores frivillige foreningsliv, men også i kommunen og blandt ungdommen selv. I Struer Kommune involverer, engagerer og lytter vi til de unge”, fortæller Lars Møller Pedersen.
De nominerede
Udover Struer Kommune er de andre nominerede: Faaborg-Midtfyn Kommune, Brønderslev Kommune, Skanderborg Kommune, Thisted Kommune, Herlev Kommune, Bornholms Regionskommune, Horsens Kommune og Middelfart Kommune.
Sidste år vandt Furesø Kommune prisen. ”Furesø Kommune har blik for unge på kanten, de formår at handle hurtigt, sikrer praktikpladser, hvilket for mange unge er en stor udfordring, og så aktiverer de med deres ”Sjov lørdag” børn og unge både i og uden for foreningslivet. Furesø Kommune er en stor inspirator for andre kommuner,” lød det fra dommerpanelet.
Kriterierne
Ungdomskommuneprisen er en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. Vinderen samt 2. og 3. pladsen udpeges af et dommerpanel, som er nedsat af DUF.
Tre overordnede kriterier ’deltagelse’, ’fritid og foreningsliv’ og ’livsmuligheder’ udgør et vejledende, men ikke udtømmende grundlag for uddelingen af prisen til Årets Ungdomskommune.
Kriterie A: Deltagelse
Unge bør inddrages i kommunens beslutningsprocesser. Særligt på de områder, der har indvirkning på deres liv og hverdag. En del af inddragelsen bør være formaliseret, og unge skal have muligheden for selv at rejse spørgsmål, som de finder relevante eller vigtige.
Kriterie B: Fritid og foreningsliv
En bred vifte af fritids- og foreningstilbud er afgørende for at unge kan udvikle og tilegne sig nye kompetencer og afprøve talenter og drømme. Kommunen bør skabe gode rammer for et alsidigt foreningsliv og samspil mellem de kommunale fritidstilbud og foreningslivet.
Kriterie C: Livsmuligheder
Det er ikke muligt at lave en udtømmende liste over, hvad der gør rammen om et godt ungdomsliv, men en række basisområder skal generelt være i orden. Kommunen bør tilbyde et bredt udvalg af gode uddannelser, trygge ungdomsboliger og målrettet hjælp til udsatte grupper.
Vinderen kåres i november, og prisen overrækkes i januar.