Herboende ukrainere, frivilligcentret og Struer Kommune opretter en Task force, der koordinerer og sikrer en god modtagelse af ukrainere på flugt fra krigen i Ukraine.
Flere ukrainere er allerede kommet til Danmark og også til Struer Kommune. Senest ankommer fire familier bestående af fjorten personer fredag eftermiddag – og flere forventes af ankomme i den kommende tid.
”Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at stå overfor en kæmpe opgave nationalt – og løsningen hertil bidrager vi selvfølgelig til i Struer. Vi har fået en del henvendelser fra private personer, som er parate til at hjælpe og er en nødvendig hjælp i denne situation,” siger borgmester Mads Jakobsen.
Det er særligt indkvarteringsmuligheder, der står først på listen over opgaver, der skal løses, men der vil også formentlig være behov for at de ukrainere, der finder vej til Struer Kommune, får hjælp til jobformidling, pasning, uddannelse og adgang til sundhedsydelser.
”Vi gør hvad vi kan fot at bistå de flygtninge, der må komme, så godt vi kan ud fra et humanitært udgangspunkt, men vi mangler pt. hjemmel til at udføre opgaven fuldt ud. Det forventer vi, at der kommer styr på snarest i form af den særlov, der skal vedtaget i folketinget,” siger Mads Jakobsen.
Ny Task force skal sikre dialogen
Derfor nedsætter Struer Kommune, sammen med herboende ukrainere og frivillighedscentret, en Task force, der skal løse de opgaver, der er nært forestående. Derudover har Task forcen til opgave at sikre dialog med de ankommende ukrainere om de muligheder, det offentlige Danmark kan tilbyde af hjælp og opdatering i forhold til de nationale rammer. Det kommer til at ske i samarbejde med de herboende ukrainere, der allerede gør en kæmpe indsats.
”Vi kender stadig ikke omfanget af den opgave vi står overfor, men vi gør alt for at gøre os klar til alle scenarier – og første opgave er at sørge for, at de fire familier får en god start på opholdet i Struer Kommune,” siger Mads Jakobsen.
Således er Task forcen allerede i gang med at se på bomuligheder, hvor den første løsning er, at børnehaven på Struerdalvej bliver taget i brug som indkvarteringsfaciliteter. Hertil er der allerede sørget for møblering og de mest basale fødevarer.