I dag åbnede Thusgaard Elcenter deres nye 300 kvm store butik, som ligger lige ved siden af hvor de havde deres gamle butik på Industrivej. Den nye butik er mere end dobbelt så stor som den gamle, og byder på et stort udvalg af alle slags elvarer.
I en tid hvor mere og mere af handlen flytter over på internettet, kan det virke som et sats at åbne en ny stor butik. Men sådan ser de ikke på det hos Thusgaard Elcenter.
“Vi tror at rigtig mange forbrugere har behov for tryghed og personlig betjening. Vi kan hjæpe med at finde lige præcis det rette produkt til kunden og hjælpe så man også kan bruge det optimalt når det er købt. Samtidig skal vi følge med udviklingen og kunderne vil gerne have et større udvalg”, fortæller butikschef Lone Holm Borch som også forventer at den nye butik vil løfte salget.
Lige ved siden af den nye butik er basen for Thusgaard Elcenters elektriker virksomhed, som kører ud og løser opgaver overalt i egnen. Det er også en styrke for den nye butik påpeger butikschefen.
“Hvis der er noget som vi i butikken ikke kan svare kunden på, så har vi elektrikerne lige ved siden af, det giver tryghed for kunderne, og så kan vi selvfølgelig levere og installere hos kunden”, fortæller Lone Holm Borch.
Køkken og events
Den nye butik har i den store køkkenafdeling et fastmonteret køkken som skal bruges til events, tidligere køkkenchef Annika Riisberg er ansat til at lave arrangementer hvor kunderne kan blive guidet og udforske brugen af de mange varer som der sælges.
Der vil også blive arrangementer hvor der kommer gæstekokke på besøg.
Billeder fra den nye butik