Selvom magten i Struer Kommune nærmest traditionelt skifter hænder ved hvert valg, så har det været kutyme med brede budgetforlig.
Men det er tilsyneladende ved at være slut, tidligere borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) mener det er meget beklageligt at den nuværende borgmester Mads Jakobsen (V) ikke ønsker et bredt forlig i den nuværende budgetproces.
I går meddelte borgmester Mads Jakobsen at man nu ville regne på at bevare begge grundskolerne i Struer by. Hvilket er et tilbagetog fra den rammeaftale som borgmesteren og Venstre tilbage i juni underskrev med Konservative og Radikale.
Men i stedet for at åbne aftalen til dialog med hele byrådet, valgte borgmesteren at ændringen kun skulle ske med det lille flertal bag rammeaftalen.
– Det handler om en mulig justering af aftalen. Vi begynder ikke helt forfra, sagde Mads Jakobsen til Dagbladet Holstebro i en artikel i går.
Dette går tidligere borgmester Niels Viggo Lynghøj i rette med.
– Jeg kan konstatere, at Mads Jakobsen ikke er interesseret i at tale med andre partier end dem, der er med i rammeaftalen. Det havde været en oplagt mulighed at inddrage os, hvis han ønskede et bredt forlig, efter at det skal undersøges, om der alligevel skal være grundskole på begge byskoler, siger Niels Viggo Lynghøj til Dagbladet Holstebro.
Brede forlig er vigtige, for at skabe tryghed om økonomien og sikre langtidsholdbare løsninger forklarer den tidligere borgmester.