Boksestævnet i Struer Energi Park fredag den 25. juni, hvor Dina Thorslund erobrede sit andet VM bælte, var på alle måder tilfredsstillende, siger Thomas Madsen, der er den ene halvdel af TK Promotion, der stod bag stævnet.
“Jeg var tilfreds med undercartet (de andre kampe på programmet – red.),” siger Thomas Madsen. “Det var jo nye folk, og jeg synes, at de viste sig godt frem. Der var selvfølgelig et par af dem, der viste mere end de andre, men sådan er det jo.”
Der var udenlandske modstandere til samtlige boksered, da det er meget sjældent, at man ser danskere møde hinanden. “Det koster selvfølgelig nogle penge, modstandere hænger ikke lige frem på træerne. Men det er dyrt at lave boksestævner,” knytter Thomas Madsen til.
Dina Thorslunds kamp har Thomas Madsen, der som bekendt også er Dinas træner, følgende bemærkninger til:
“Jeg er stolt af Dina. Det var én af hendes allerbedste kampe, og publikums opbakning var fantastisk. Så det var som det skulle være.”
Dina har stor opbakning i Struer og omegn. Både fra publikum og fra sponsorer, så det er rigtig rart, siger hendes træner.
Kampene blev vist på TV2 Sport og om produktionen siger Thomas Madsen:
“Jeg har ikke set så god en TV produktion heroppe før. Og det samarbejde er jeg også rigtig stolt af kom i stand.”
Der er ikke lavet nogen aftaler med TV2 om fremtiden. Dina Thorslund vil gerne prøve sig af i udlandet. Hun vil gerne samle sig flere VM bælter, og det er ikke pengene, det handler om for hende. Det er det rent sportslige, slå Thomas Madsen fast.
Når man som Dina Thorslund, bliver verdensmester i to klasser, har man ti uger til at finde ud af, hvor man vil fortsætte: “Det er klart, at det speeder processen op. Så vi er nu i dialog med forskellige.”
Sponsorer sikrer økonomien
“Stævnet løb rundt,” siger Thomas Madsen. “Det er primært sponsorer, der får det til at lykkes.”
Sponsorerne kommer primært fra Struer, og et par stykker fra Holstebro. Der er desuden nogen, der kommer mere langvejs fra, firmaer, der primært har noget med boksning at gøre.
Dertil kommer indtægter fra TV og entre, men det er sponsorerne, der får det til at løbe rundt, udtrykker Thomas Madsen sig om stævnets økonomi.
“Det er helt fantastisk med opbakningen til Dina Thorslund og boksningen i Struer,” siger Thomas Madsen. “Når man kommer rundt i bokseverdenen, snakker folk om opbakningen. Den er helt uhørt fantastisk.”
“Alle er stolte af Dina, ikke kun rent sportsligt,” siger Thomas Madsen. “Alle kan godt lide hende, hun er sød og rar og nede på jorden. Det er noget, der betyder noget her i Struer. Dina er i mine øjne den bedste sportsattraktion, der har været i Struer meget længe.”
“Byen giver så meget til hende, og hun giver så meget tilbage, så det er et godt og dejligt fællesskab”
Men også TV seerne fulgte med. Dina Thorslund havde flest seere til sin kamp overhovedet fredag aften. Over 100.000 fulgte med på TV2 Sport.
“Det er fantastiske seertal på en aften, hvor der er fodbold, studenterfester og ferie. Det er fornemme seertal.” slutter Thomas Madsen.