Onsdag aften var der valgmøde i Businesspark Struers kantine. Der var mødt omkring 70 – 80 mennesker frem, ikke kun det grå guld, men også unge, der lyttede med stor interesse.
Kun Dansk Folkeparti og Frihedslisten manglede i panelet, som bestod af Dorte Vilsgaard (S), Peter Vestergaard (R), Anne Kirstine Bøge Petersen (SF), Thorbjørn Jacobsen (LA), Mads Jakobsen (V), Jan Prichystal (NB), Kjeld Graversgård (K) og John Jørgensen, liste J, Fiskerlussingen.
Emnerne koncentrerede sig om især to områder: Bosætning og kernevelfærden, her i betydningen af ældreområdet og børne-ungeområdet.
Bosætning
Panelet blev spurgt, om der om ved næste kommunalvalg om 4 år ville være flere indbyggere i Struer end nu. De skulle række der ja eller nej skilt op for at markere deres mening. Meningerne var delte, men der var dog et lille flertal for, at det ville der være.
Argumenterne drejede sig om erhverv, job skaber tilflytning. Bl.a. hævdede Thorbjørn Jacobsen (LA), at tilfredsheden med kommunen var lille blandt små og mellemstore virksomheder, og at det var dem, der først og fremmest skulle støttes og tiltrækkes.
Der blev blandt andet henvist til den forholdsvis lange sagsbehandlingstid i den kommunale administration
Venstres borgmesterkandidat, Mads Jakobsen, mente, at først skulle afvandringen stoppes og derefter skulle den vendes. “Det skal ske gennem, at vi alle arbejder sammen om Lydens By”, sagde han. Mads Jakobsen lagde meget vægt på, at Struer kommune skal være det “fedeste” sted at bo: Gode daginstitutioner, gode skoler og et godt og velfungerende ældreområde, samt passe på vores natur.
Argumenter, som alle i panelet stort set var enige om, måske ikke lige om Lydens By helt er pengene værd.
Dorte Vilsgaard (S) føjede til, at det gælder om at brede kendskabet til Struers muligheder: “Når jeg fortæller mine venner, at jeg inden for en halv times kørsel kan springe i faldskærm på Lindtorp, ride i Klosterheden og bade i fjorden, så bliver de misunhdelige,” sagde hun.
Kernevælfærd
Debatten om kernevelfærden drejede først og fremmest rundt om ældreplejen og forholdene der. Det forholdsvis store sygefravær blev kommenteret. Hvorfor er det så stort og hvordan skal problemet takles i den kommende byrådsperiode.
Anne Kirstine Bøge Petersen (SF), der er formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, fortalte, at nu var minuttyraniet afskaffet og der var ansat en leder på området, så medarbejderne ikke havde så langt til lederen. Men hun erkendte også, at det var et arbejde, der skal analyseres igennem, bl.a. sammen med personalet.
Om den store mangel på varme hænder er et svært emne, hvilket også kunne fornemmes både blandt politikerne i panelet og hos spørgerne i salen. Problemet er erkendt, men hvad gør man ved det.
Men problemet er landsdækkende, og hvis man skal kunne ansætte flere i ældreplejen, skal de tages fra andre kommuner eller virksomheder.
Anne Kirstine Bøge Petersen (SF) fortalte, at man havde indført løn til Sosu-elever allerede på andet grundforløb for at tiltrække elever, men at den idé var blevet hugget i Holstebro. Der blev også arbejdet med mere vejledning og mere mentor-tid til eleverne i Struer kommunes ældrepleje.
På børne- ungeområdet har Struer gode forhold, mente panelet i stort set enstemmighed. Der har været arbejdet med daginstitutionsområdet og med skolerne i de sidste 4 år, dog halter det på de fysiske forhold på Hjerm og Humlum skoler.
Andre emner
Andre emner, der blev berørt, var kommunens grønne omstilling: Mere vindkraft, solceller og de sager, der har været omkring vindmølleplaner i de seneste par år. Der var blandt de siddende byrådspolitikere faktisk beklagelse over planerne om nye møller i Asp, der med et stort flertal blev stemt ned i byrådet, selvom et par af dem faktisk beklagede at det endte sådan.
Men at kommunen skal i gang med en grøn omstilling er der enighed om. Men hvor og hvordan kan blive et stridspunkt. Dorte Vilsgaard (S) ville ikke lige umiddelbart sige ja til flere vindmøller, uden at de borgere, der havde stemt på hende var taget i ed. DFet handler om tillid, sagde hun.
Samarbejde mellem private virksomheder og kommunen var også fremme: I Struer er der et godt samarbejde med de private indenfor især pleje- og omsorg. Privathjælpen står for omkring 43% af hjemmeplejen oplyste Kjeld Graversgård (K). Også Friplejehjemmet i Asp blev nævnt i den forbindelse.
Til slut
Lige to ting:
Ingen tanker om sammenlægning med Holstebro igen. Alle i panelet hævede nej-skiltet.
Tilflytteren Emma blev der klappet af, da hun fortalte, at hun havde valgt at slå sig ned i Struer, og at hun tilhører den eftertragtede gruppe mellem 25 og 35 år. Hun kom med et forslag til politikerne: Måske skulle der nedsættes en gruppe, der kunne vejlede og rådgive politikerne om, hvad der skal til og hvad der skal gøres for at tiltrække nye indbyggere i Struer kommune.