Home Arrangementer Ungefestival kickstarter nyt ungekulturhus på Struer Havn

Ungefestival kickstarter nyt ungekulturhus på Struer Havn

0
Ungefestival kickstarter nyt ungekulturhus på Struer Havn

I dag, fredag og lørdag inviteres alle unge til festivalen OFF TRACK, der foregår samtidig med lydkunstbiennalen Struer Tracks på Struer Havn. Festivalen byder på hygge, mad, musik, kolde drikke, dans og meget mere.

I dag åbner festivalen OFF TRACK i den gamle kornsilo på Struer Havn. Festivalen drives af de unge selv, og slutmålet med festivalen er at skabe et sted, hvor faste og frie aktiviteter skal gøde unges virkelyst og dermed muligheden for at skabe et mere etableret ungemiljø i Struer. Ifølge Nicolai Nielsen, der er en af de unge bag projektet, så mangler Struer og resten af kommunen et mere dedikeret tilbud til de unge mellem 18 og 26 år.

”OFF TRACK er kulminationen på flere års snak om ungemiljøet i Struer, og hvad der skal gøres for målgruppen mellem 18 og 26. Når du er fyldt 18 år, slipper Ungdomsskolen taget om dig som ung, og nu gør vi så et forsøg på at etablere et miljø, der kan holde lidt mere på folk,” siger Nicolai Nielsen, og fortsætter:

”Jeg har tidligere arrangeret mange arrangementer i Struer, men når arrangementerne er ovre, så er tingene gået tilbage til et mere passivt udgangspunkt. Jeg håber derfor, at festivalen nu kan være startskuddet på at etablere et egentligt ungested.”

Unge fra OFF TRACKS.

I arbejdet med at etablere et ungemiljø i Struer er OFF TRACK en mulighed for at lade de unge eksperimentere med forskellige kulturaktiviteter på Struer Havn. Rammen for et kommende ungekulturhus i Struer er ifølge Nicolai aktiviteter som musik, film, drama, forfatter og cafémiljø. Flere af disse aktiviteter er omdrejningspunktet i kulturfestivalen OFF TRACK og på den måde bliver potentialet og behovet afprøvet med OFF TRACK. 

Støttet af tværkommunalt talentsamarbejde

Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Struer Kommuner arbejder sammen om projektet SHOW-UP, som er en fælles satsning på at samarbejde om talentudvikling blandt unge i denne landsdel. OFF TRACK er støttet af SHOW-UP og er et forsøg på at skabe en anderledes ramme eller scene for kulturelle aktiviteter og derigennem understøtte forskellige kulturmiljøers værdi og synlighed overfor de unge som måske har en interesse eller et talent de ønsker at forfølge.

De nye muligheder for et attraktivt ungemiljø baseret på de unges initiativ og virkelyst glæder især formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Struer Kommune:

”I Struer tager vi de unge alvorligt, når kommunens ungdomskultur skal udvikles i form af et nyt og inspirerende miljø, hvor de unge kan mødes og udfolde deres interesser i fællesskab med andre unge. De unge har mere end nogensinde før brug for stærke fællesskaber og det er lige netop dét ungekulturmiljøet på havnen er et udtryk for. Det er de unges egne idéer og drømme, der definerer rammer og muligheder for et mere etableret ungemiljø og der skal derfor ikke herske tvivl om, at de selvfølgelig har vores opbakning”, siger Lars Møller Pedersen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget

OFF TRACK foregår den 26., 27. og 28. august i den gamle DLG-silo på Struer Havn.

Pressemeddelelse/Struer kommune

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here