Home Arrangementer Væsner og Uvæsner indtager Gimsinghoved

Væsner og Uvæsner indtager Gimsinghoved

0
Væsner og Uvæsner indtager Gimsinghoved

Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter åbner året med en spændende soloudstilling af multikunstneren Steffan Herrik den 14. januar kl. 11.00. Udstillingen bærer titlen ”Væsner og Uvæsner – 50 års ornitomorfe observationer”.

Steffan Herrik

Steffan Herrik er begavet med en frodig fantasi, engagement, håndelag og en fabelagtig energi og har igennem mere end et halvt liv kastet sig ud i den ene kunstneriske udfordring efter den anden. Som skulptør, grafiker, maler, ja, som alt mellem himmel og jord, har han skabt en perlerække af værker og har med dem plantet både sine egne og en god del fællesmenneskelige fantasmer ud i verden.
Steffan Herriks grafiske produktion er ligeledes omfattende, både inden for de mere gængse discipliner, litografi og raderinger, og det mere eksperimenterende, hvor han f.eks. trykker med udklippet metalplade. Desuden maler han, ofte fugle, og kan i perioder kaste sig ud i at lave overmalinger på allerede eksisterende billeder, f.eks. bogomslag og bingoplader. Han har skabt værker inden for snart sagt alt, lige fra landart til såkaldt pyrotekniske installationer, dvs. ildkunst. Evigt søgende, altid med en voldsom trang til at eksperimentere, med det resultat, at kunstneren – med hans egne ord – gennem årene har fået oparbejdet en stor privatsamling af egne værker!
I Steffan Herriks verden er intet umuligt eller utænkeligt. Grænserne mellem virkeligt og uvirkeligt, mellem realitet og drøm, er flydende. Kun fantasien har stukket sine rød/hvide mærkepæle i jorden et sted, så langt ude, at ikke engang kunstneren selv har fået øje på dem endnu.
Hans kunstneriske univers er selvgenererende og kan formere sig. Desuden smitter det den, der for ofte færdes i det. Det er farligt. Vidunderlig farligt. Steffan Herrik er på mange måder virkelig en kunstner af guds nåde.

Gumozoen som omdrejningspunkt
Steffan Herrik er dog nok først og fremmest en kunstner af gumozoernes nåde – disse både uskyldige, primitive, sjove, poetiske, dunkle og djævelske, fuglelignende væsener, som besidder en uhyggelig lang række antropomorfe egenskaber og karaktertræk. Gumozoen er et fuglelignende dæmonisk fantasivæsen fra Grønland og er omdrejningspunktet for meget af Steffan Herriks kunst.  
Steffan Herrik har som sådan ikke selv opfundet gumozoen; i hvert fald ikke ét hundrede procent. Men han har selv set den for sig, da han for mange år siden traf på den i Aksel Sandemoses burleske roman Mytteriet på barken Zuidersee. Sandemose havde – som Steffan Herrik – et sundt forhold til det livsnødvendige albuerum for den menneskelige fantasi, der udfolder sig i grænselandet mellem det overnaturlige og metafysiske og den sært tørre størrelse, vi i daglig tale kalder virkeligheden.
I begyndelsen af romanen lander en stor rovfugl efter en storm i riggen på sejlskibet. Besætningsmedlemmerne ved ikke rigtig, om det kan være en ørn, måske endda en kongeørn, og om den er farlig. Men omsider kan en ældre matros og Jørgen, en af bogens hovedpersoner, i fuld enighed oplyse de andre om, at fuglen er “en gumozo. Endda en af de helt rigtige. Den er blevet sendt lige herned fra Grønland af nordvestenvinden. En ganske almindelig gumozo.” I de sidste mange år har Steffan Herrik brugt oceaner af tid på at hidkalde en sand folkevandring af ganske ualmindelige gumozoer, der alle har deres rod i det mytiske, det kultiske, det fantastiske – eller i det hele på én gang!

Vi glæder os til at byde gæster indenfor i Steffans fantasifulde verden med Gumozoer i lange baner og Steffans smittende grænseløse kunstneriske univers. Udstillingen løber fra 14. januar til 26. marts.  

Pressemeddelese/Gimsinghoved

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here