230 mio. kr. fra staten skal sikre, at 11 indenrigsfærger kan skrotte dieselmotorer og overgå til el. Deriblandt Venøfærgen.
Struer Kommune har ansøgt om 3,1 mio kr i puljen og har fået beløbet. Venøfærgen blev bygget så den er forberedt til eldrift, hvilket nu kan ske.
Der var i alt 32 ansøgninger til puljen hvor der skulle udmøntes 233 millioner til grøn omstilling af indenrigsfærger. 11 af ansøgningerne blev imødekommet.
– De danske indenrigsfærger binder vores land sammen og er helt afgørende for mange lokalsamfund. Samtidig er de en vigtig brik i den grønne omstilling, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan se frem til mere grøn sejlads på elleve færger. Det er alle projekter, der opfylder vores ønsker om grøn omstilling, og derfor vil det gøre gavn for både klimaet, lokalsamfundet og de mange passagerer, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Der var i alt søgt om tilskud for 568,7 millioner kroner til kommunalt drevne indenrigsfærger og 282,8 millioner til kommercielt drevne indenrigsfærger. Tilskuddet udgør 25 procent, og derfor bliver der med tildelingen omstillet færger for omkring en milliard. Samtidig er der også en del projekter, der ikke får støtte. En del fordi de ikke er modne nok.
– Interessen har været overvældende, og det er en rigtig god nyhed, at vi har fået så mange gode ansøgninger, at alle pengene kommer ud og gør en forskel for den grønne omstilling. Der er også projekter, der desværre ikke kom med i denne omgang, og jeg håber, at de vil arbejde videre med de gode tanker og ambitionen, og eventuelt søge igen til næste år, hvor de sidste 50 mio. kr. til grøn omstilling af kommunalt drevne indenrigsfærger skal udmøntes, siger Benny Engelbrecht.
Venø færgen
I oversigten over de 11 ansøgninger som er blevet imødekommet er her Venø:
Venø Færgefart: Kleppen-Venø
• Forventet CO2-reduktion (ton): 7.100
• Karakter: 4
• Ansøgt tilskud (mio. kr.): 3,1
• Indstille tilskud (mio. kr.): 3,1
Fakta
Der blev med den politiske aftale af 19. april 2021 om grøn transportpulje II (regeringen, RV, SF, EL og ALT) afsat 200 mio. kr. til grøn omstilling af indenrigsfærger. Midlerne finansieres af EU’s genopretningsfond.
Senere blev der afsat yderligere 85 mio. kr. med aftalen fra d. 25. juni 2021 om grøn transportpulje I (regeringen, V, DF, SF, RV, EL, KF, LA og ALT).
De 235 mio. kr. er afsat i 2021 (kommunalt og kommercielt drevne færger) og de 50 mio. kr. i 2022 (kommunalt drevne færger). Af de 235 mio. kr., der er afsat i 2021, er 2 mio. kr. afsat til information og rådgivning fra hhv. Kommunernes Landsforening og Cowi, hvorfor der har skullet udmøntes 233 mio. kr. Tilskudsprocenten er 25, uanset om der anskaffes nye færger eller foretages retrofit af eksisterende færger.
De 11 indenrigsfærger, der opnår tilskud, er færgerne, der sejler mellem:
- Faaborg-Avernakø-Lyø (Faaborg-Midtfyn Kommune).
- Udbyhøj Kabelfærge (Randers Kommune).
- Stigsnæs-Agersø (Slagelse Kommune).
- Stigsnæs-Omø (Slagelse Kommune).
- Svendborg-Skarø-Drejø (Svendborg Kommune).
- Kleppen-Venø (Venø Færgefart).
- Rudkøbing-Marstal (ÆrøXpressen A/S).
- Havnsø-Nekselø samt Havnsø-Sejerø (Kalundborg Kommune).
- Kragenæs-Femø (Lolland Kommune).
- Ærøskøbing-Svendborg (Ærø Kommune).