Home Nyheder Ny formand for Handicaprådet

Ny formand for Handicaprådet

0
Ny formand for Handicaprådet

Jeanette Juul Quaade er ny formand for Struer Kommunes Handicapråd efter Palle Lykke Ravn, der forlader posten for at sidde i Struer Kommunes Byråd – Men begge bekræfter, at det gode og tætte samarbejde for bedre vilkår for handicappede fortsætter uændret, i de nye roller.

På det konstituerende Handicaprådsmøde i april, blev Jeanette Juul Quaade udnævnt til ny formand for Struer Kommunes Handicapråd. Jeanette kommer fra SIND landsforeningen for psykisk sundhed, hvor hun sidder i hovedbestyrelsen og bla. arbejder med landsforeningens frivillighedspolitik og uddannelsestilbud til frivillige.

– ”Psykisk sundhed går på tværs af alle handicapgrupper, da mange også ”rystes” psykisk, når de får stillet en fysisk diagnose. 25-30 % af befolkningen er psykisk sårbar eller syg og resten er pårørende enten direkte eller som arbejdsgiver, kollega, nabo, ven osv. Derfor er det et rigtig godt udgangspunkt for arbejdet i Handicaprådet”, fortæller Jeanette Juul Quaade om sin baggrund for at gå ind i arbejdet som formand for Handicaprådet. Hun lægger samtidig vægt på at det er et rigtig godt hold som Danske Handicaporganisationer stiller med. Per Larsen Ravn og Mona Rask er gengangere for sidste periode, mens Poul-Erik Jensen og Hanne Christensen ligesom Jeanette selv er nye i Handicaprådet, men kommer med en masse erfaring fra deres foreninger.

Handicaprådets nye formand fortæller at hendes mærkesager er beskæftigelse og retssikkerhed – Men også tilgængelighed, uddannelse og generelt bedre sundhedstilbud.

– ”Jeg vil arbejde for medinddragelse på alle niveauer og medvirke til at skabe en tillidsfuld kultur, hvor sårbare, syge og handicappedes ressourcer bruges konstruktivt og til gavn for hele vores kommune. Altså et opgør med en misforstået omsorgskultur, der passiviserer og nedbryder borgerne – samtidig med, at det koster i kommunekassen. Borgere skal ha’ den hjælp, som de har krav på, hverken mere eller mindre – og de skal inddrages på egne præmisser. ” fortæller hun til Struer Nyheder.

Godt i gang

Det nye Handicapråd er kommet godt i gang, og har modtaget ros fra politikerne for et godt forslag omkring indretning af området foran Struer Energi Park.

– ”Vi er i gang og allerede godt på vej. Jeg er meget tilfreds med, at handicaprådets forslag blev fulgt i forbindelse med parkeringen ved Stuer Energi Park – Og, at det skete efter et forbilledligt samarbejde med forvaltningen. Det giver mod og lyst til at fremlægge endnu flere ide’er. Det arbejde glæder jeg mig til” siger Jeanette Juul Quaade med et smil.

Den nye formand

Jeanette Juul Quaade overtager posten som formand for det kommunale Handicapråd efter Palle Lykke Ravn, som i sidste periode repræsenterede Danske Handicaporganisationer og Danmark Bløderforening i Handicaprådet. I november 2017 blev han valgt til byrådet for Socialdemokratiet og er dermed rykket et hak op i systemet.

– ”Det var en rigtig spændende periode at være formand for Handicaprådet, vi gennemførte en række fornyelser i rådets arbejdsform og havde samtidig held til at få indflydelse på en lang række sager. At være formand for Handicaprådet er rigtig spændende og et utrolig vigtigt stykke arbejde. Handicaprådet danner bro mellem handicappede borgere og kommunen, de udpegede medlemmer kommer alle fra forskellige foreninger eller grene af politik og administration og det giver en god basis for nogle meget gode debatter”, fortæller den nu tidligere formand for rådet som i byrådet er blevet medlem af Social, Sundheds-, og Arbejdsmarkedsudvalget samt Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget.

– ”De to udvalg som jeg er kommet med i, er jo lige der hvor rigtig meget af Handicaprådets fagområde er placeret, så jeg har selvfølgelig en fordel i at være godt inde i dette område og så at sige kunne tage handicap-politikken med videre til det næste niveau” fortæller Palle Lykke Ravn som udover at være byrådsmedlem også er medlem af Forretningsudvalget for Danske Handicaporganisationer på landsplan.

Stafetten er givet videre, men samarbejde fortsætter

Jeanette og Palle, den nuværende og den tidligere formand for Handicaprådet har haft en række møder hvor stafetten er blevet givet videre. Men de fortæller begge to at samarbejdet forsætter.

– ”Jeanette bliver en rigtig god formand for Handicaprådet, jeg kender hendes arbejde i SIND og ligeledes her i Danske Handicaporganisationers afdeling i Struer hvor vi har arbejdet tæt sammen i lang tid. Jeanette er på alle måder dygtig og godt inde i stoffet, så jeg er rigtig glad for at kunne give stafetten videre til Jeanette og er sikker på at hun bliver en god formand for Handicaprådet”, fortæller Palle Lykke Ravn og Jeanette Juul Quaade følger op.

– ”Det er jo helt klart en fordel for Danske Handicaporganisationer i Struer at have en mand i byrådet, så det vil vi selvfølgelig groft benytte os af”, siger den nye formand med et stort smil.

Medlemmerne af Handicaprådet

Handicaprådet i Struer Kommune blev udpeget af byrådet på byrådsmødet i Marts. Fem af rådets ti medlemmer er indstillet fra Danske Handicaporganisationer: Jeanette Juul Quaade fra Sind, Poul-Erik Jensen fra LEV, Per Larsen Ravn fra ADHD Foreningen, Mona Rask fra UlykkesPatientForeningen og Hanne Christensen fra Høreforeningen. Struer Kommune har ligeledes indstillet fem medlemmer: Grethe Hestbech fra Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, Marianne Bredahl fra Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, Claus H. Hansen fra Børn- og Uddannelsesudvalget samt to administrative medlemmer: Centerleder Bo Christensen fra Handicap, social og psykiatri, Forstander Egon Møller Lauridsen fra Børne- og Familiecenteret.
Handicaprådet er nedsat for fire år følgende byrådsperioden.

Det arbejder Handicaprådet med:

  • skal medvirke til at skabe de bedste vilkår for borgere med handicap i Struer Kommune.
  • rådgiver Byrådet i handicappolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgeren og Byrådet om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører borgere med handicap.
  • beskæftiger sig ikke med konkrete personsager eller personalespørgsmål.
  • samarbejder med Ældrerådet om sager, der har betydning for både ældre og handicappede. – skal selv komme med ideer og forslag om handicappedes forhold samt ved at komme med synspunkter og stille spørgsmål til kommunen.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here