Home Nyheder Struer Fri Fagskole opfører nyt fællesområde med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond

Struer Fri Fagskole opfører nyt fællesområde med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond

0
Struer Fri Fagskole opfører nyt fællesområde med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond

Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 12,5 mio. kroner til opførelsen af Virkestedet på Struer Fri Fagskole.

Den Frie Fagskole i Struer er knap 70 år gammel og har længe trængt til et nyt fællesområde, hvor der kan arbejdes med læring og fordybelse.

Nu kan skolen offentliggøre, at Den A.P. Møllerske Støttefond netop har bevilget 12,5 mio. kroner til projekt Virkestedet – en faglig komfortzone, der løfter flere elever til uddannelse og job. Bevillingen skal gå til at opføre bygningen Virkestedet. Virkestedet bliver et samlingspunkt for læring og udvikling, hvor skolen kan hjælpe endnu flere elever til at få tilknytning til job eller uddannelse.

Forstander Claus H. Hansen siger:

”Vi lykkes rigtig godt med det, vi gør sammen med eleverne. Men vi har manglet et sted, nogle lokaler, hvor elevernes læring og fordybelse kan udvikles endnu mere, så vi kan få endnu flere i uddannelse og job. Jeg er sikker på, at Virkestedet kan blive både et lokalt og nationalt fyrtårn inden for skoleformen. Den Fri Fagskole er derfor meget taknemmelig for støtten fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Uden den ville projektet ikke kunne lade sig gøre.”

Med den nye bygning kan skolen invitere partnerskaber fra erhvervslivet indenfor og arbejde sammen med skolen om elevernes læring og udvikling.

”Jeg er meget glad på elevernes vegne over, at Virkestedet bliver en realitet. Stedet bliver samlingspunkt for virkelyst, udvikling og læring på et helt andet niveau end vi har set førhen,” afslutter Claus H. Hansen. 

Virkestedet kommer til at ligge ud mod Holstebrovej. Bygningen er tegnet af Møller Nielsens Tegnestue i Struer og forventes realiseret i løbet af 2023. Proces- og Udviklingskonsulenterne PrimusMotor fra Ry har hjulpet med inddragelse og konceptudvikling af projektet.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here