Struer trodser billedet af butiksdød

af | 8. juli 2026

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at omkring 1.170 detailbutikker er forsvundet på landsplan fra 2020 til 2024. I Struer Kommune er antallet af detailbutikker pr. 1.000 indbyggere også faldet, men formand for Oplev Struer, Jess Zobbe, mener ikke, at tallene afspejler virkeligheden i bymidten.

Ifølge Dagbladet Holstebro oplever Jess Zobbe tværtimod en levende handelsby med næsten ingen tomme butikslokaler.

“At vi har et eller to lokaler, der står tomme, er jo pebernødder i forhold til, hvad vi ser andre steder.”

Han peger blandt andet på, at Normal og Harald Nyborg for nylig er kommet til Struer, og at to tidligere butikslokaler nu er blevet til café og vinbar. Serviceerhverv som caféer tæller dog ikke med i SMVdanmarks opgørelse over detailbutikker, hvilket kan være en del af forklaringen på forskellen mellem statistikken og oplevelsen i gadebilledet.

Analysen viser, at Struer Kommune har haft et fald i antallet af detailbutikker fra 2020 til 2024, mens Lemvig Kommune i samme periode er gået en smule frem. Her peger turist- og handelschef Mai Lindgaard blandt andet på vækst i Thyborøn og en stigende turisme som medvirkende årsager.