Seks år er gået siden Jesper Villadsen som blot 28 årig, sammen med sin familie, flyttede fra Sydfyn til Struer, for at blive skoleleder på Struer Friskole.
Dengang var han nyuddannet lærer, fuld af ideer og visioner og lyst til livet som friskoleleder. Han var også Danmarks yngste skoleleder, nu seks år senere træder han tilbage, han er dog stadig Danmarks yngste skoleleder.
Der er sket meget i den mellemliggende periode, for den nu snart 34 årige skoleleder. Hele tre børn er kommet til verden på Holstebro Sygehus. Han har også haft sin egen tur gennem sygehusvæsenet, da han efter en kort sygdomsperiode blev nyretransplanteret i 2015.
Springet til Struer
Selv udtaler han om skiftet til Struer “Det var et stort spring for mig og min familie, både at få vores første barn, flytte til en anden landsdel og at jeg startede som skoleleder på Struer Friskole, men vi fortyder det ikke i dag. Det har været nogle fantastiske år, hvor vi har lært en smuk egn og nogle gode mennesker at kende”
Udviklingen på Struer Friskole i Jespers seks år
Der er også sket meget med Struer Friskole i de sidste seks år under Jespers ledelse, blandt andet har der været fremgang i elevtallet, der er indført 9. klasse med folkeskolens afgangsprøver, en skoledag med fokus på faglighed og bevægelse, integration af IT i undervisningen, årlige musicals og udlandsture i de ældste klasser. På friskolen er der også kommet parkeringsplads, udeskoleum, legeplads og senest multibane til.
“Jeg er utrolig stolt af at have stået i spidsen for Struer Friskole, en skole hvor vi stadig formår at prioritere at se det enkelte barn. Hvor vi siger, at her skal vi blive til nogen og ikke til noget. Hvor ord som fællesskab, nærvær og tryghed skaber rammen om gode og lærerige skoledage for vores elever”.
Senest har skolens bestyrelse sammen med Jesper arbejdet på at oprette en privat børnehave i friskole regi, arbejdet har stået på siden slutningen af 2015.
Alt peger på at børnhaven i efteråret vil kunne slå dørene op. Dette vil ske på Vesterled 5c, ved Struer Fri Fagskole, i de bygninger hvor Struerskolens Børnehave tidligere lå. “Det har været en spændende omend langvarig process, der nu ser ud til at blive realiseret. Det er ærgerligt jeg ikke kommer til at følge det til dørs, men jeg ved det er i gode hænder. Det er tydeligt for mig, hvordan en by som Struer hungrer efter et alternativt tilbud i til børnehavealderen og her giver det rigtig god mening at Struer Friskole, byder sig til her”.