Fredag eftermiddag rundede Kunstpartiet af med fredagssang på Rådhuset, hvor de overrakte ‘Byens Journal’ til formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lars Møller Pedersen (S). Journalen dokumenterer byens tidligere sundhedstilstand, og om der er gjort fremskridt under Kunstpartiets besøg og den indeholder blandt andet et EKG, et Elektrokardiogram, der registrerer hjertets slag både før, under og efter Kunstpartiets performance.
Lars Møller Pedersen blev på vegne af Struers kulturliv undersøgt på Rådhuspladsen i den turnerende ‘kunstbulance’, som har indtaget Struer i den seneste uge.
“Det er en rigtig god måde at fortælle hvordan kunst og kultur påvirker vores sundhed. Der er ingen tvivl om, at kunst og kultur giver et løft og liver op. Det påvirker vores trivsel og sundhed og er med til at fremme kroppens heling”, siger Lars Møller Pedersen
Kunstpartiet har i den forgangne uge kørt rundt i den lyserøde ‘Kunstbulance’ og opført forskellige perfomances og workshops, hvor kunst og sundhed har været i fokus.
“Jeg håber borgerne i Struer har fået en øjenåbner for hvordan kunst og kultur kan give en effektiv virkning på vores sundhedstilstand. Og jeg håber, at det ikke er sidste gang Kunstpartiet turnerer rundt med kunstprojekter i de midt- og vestjyske kommuner”, fortæller Lars Møller Pedersen
I øvrigt blev resultatet af ‘Byens Journal’: Ingen hjertefejl i Struer!