Anderledes opera for alle aldre præsenteres i det fri i Lydens By til august
Operaen i Midten har præsteret kunsten at få børn og unge til at mene, at opera er helt okay. Nu går kompagniet, der er egnsteater for fire midt-vestjyske kommuner, sammen med Lydens By, Struer om ”Song of the Child”, en grænseoverskridende musikalsk totaloplevelse i det offentlige rum.
Et sted i Struer, i et råt, autentisk udemiljø, får operaen ”Song of the Child” premiere og vil blive opført lørdag 31. august og søndag 1. september, hver gang for omkring 150 publikummer. Senere, 21. september, flyttes forestillingen til Aarhus for så at slutte af 28.og 29. september i Holstebro.
”Song of the Child” tager udgangspunkt i østrigske Peter Handkes filosofiske digt ”Lied vom Kindsein” (Sang fra barndommen). Barnets undren over, hvem det er og hvorfor, bliver til en tilblivelseshistorie, som vækker en tradition til live: Vi har alle en melodi, som er helt unik, enidentitet med uendelige variationsmuligheder, skabt i møder med andre og i nye rum.
Helt i tråd hermed bliver selve forestillingen en selvudviklende, kollektiv proces, hvor alle medvirkende gennem workshops deltager aktivt i skabelsen af komponenterne til en fortælling.
Instruktøren Mia Theil Have har stor erfaring med disse devising-forløb. Den tidligere skuespiller ved Odinteatret vil sammen med den meget anerkendte makedonsk fødte komponist Nikola Kodjabashia, skrue et screenplay sammen fra parrets nye domicil i Hvidemose ved Vinderup.
Operaen i Midtens kunstneriske leder, Flemming Vistisen sætter hele ensemblet sammen medinternationale kunstnere blandt andre den unge, klokkeklare britiske sopran Lucy Knight. Helt i tråd med kompagniets høje ambitioner om at bryde med konventioner og traditioner uden at slække på kvaliteten.
– Projektet har kæmpestor flyvehøjde og anvender operagenren på en ny og anderledes inddragende måde. Involveringen af byens kendte lokaliteter i en fortælling, der aktiverer tilskuerne og fører dem rundt på steder i byen, er ualmindelig spændende, siger Peter Kjeldberg, chef for Lydens By, Struer.
”Song of The Child” bliver en del af Struer Tracks, Urban Sound Art Festival.- Tanken om at inddrage Struers byrum i en bevægelig og ”lydfølsom” forestilling passer godt ind i festivalens profil. Og skaber de rette forudsætninger for, at et samarbejde på sigt kan etableres mellem Struer Tracks og teatret, siger Jacob Kreutzfeldt, festivalleder for Struer Tracks.
Læs mere om Operaen i Midten her: www.operamidt.com