Home Nyheder Tættere på en færdig helhedsplan for børn og unge

Tættere på en færdig helhedsplan for børn og unge

0
Tættere på en færdig helhedsplan for børn og unge

Struer Kommunes Børne- og Uddannelsesudvalg har afsluttet det politiske arbejde med helhedsplanen for 0-18 årsområdet, og sender nu planen ud til en feedbackrunde blandt de interessenter, der har været med undervejs.

Børn og unge i Struer Kommune skal have den bedst mulige start på livet og forudsætningerne for et godt voksenliv som engagerede, vidende og aktive medborgere. Vi skal skabe høj kvalitet, trivsel og muligheder for vores børn og unge, og dermed også vise Struer Kommune frem som et attraktivt sted at bo og være familie.
Sådan lyder visionen for den helhedsplan, som Struer Kommune har arbejdet på siden gennem foråret sammen med fagfolk, forældre, børne og de unge selv, fagforeninger og mange andre lokale interessenter på børn- og ungeområdet.

Børne- og Uddannelsesudvalget færdiggjorde tirsdag det politiske arbejde med helhedsplanen og er nu klar til at sende planen ud til de mange interessenter for en sidste omgang feedback, inden planen endeligt skal vedtages.

Forebyggelse for de mange

Udvalgsformand Peter Vestergaard ser frem til at helhedsplanen kan blive til virkelighed for dem, den har betydning for. 
”Jeg vil først og fremmest gerne takke alle involverede parter for en god proces med helhedsplanen. Vi har fået det grundige servicetjek af hele 0-18 årsområdet, som udvalget bestilte. Det bekræfter billedet af et veldrevet område, og giver samtidig et oplyst grundlag til at sætte målrettet ind med investeringer, hvor vi mener det vil gavne så mange børn og unge som muligt. Jeg mener derfor, vi har fået en rigtig god helhedsplan, og ser frem til at høre interessenternes feedback på den,” siger Peter Vestergaard.

Helhedsplanen lægger vægt på at styrke de brede fællesskaber, så flere børn og unge trives i almene dagtilbud og folkeskoler og færre får brug for specialtilbud. Det skal lægge fundamentet for, at alle børn og unge får de samme muligheder for livslang udvikling og trivsel.
Derfor er det en del af oplægget til helhedsplan, at der bliver investeret i tidlig, tværgående indsats over for de helt små. Udvalget lægger op til flere voksne i dagtilbuddene, så de 0-6 årige børn får en bedre normering, og der er fokus på forstærket sundhedspleje i overgangen mellem pasning i hjemmet og pasning i dagtilbud. Det skal give en bedre start på vuggestuelivet for de mindste børn og styrke den tidlige indsats overfor de børn, der har brug for det.

Familier med overvægtige børn kan også se frem til en styrket kommunal forebyggelsesindsats, når overvægtsklinikken står til at få en højere kapacitet.

Lavere udgifter til specialiseret undervisning

Peter Vestergaard har store forventninger til de investeringer, der er lagt op til i helhedsplanen. Både for børnene og de unge, deres forældre og medarbejderne i Struer Kommune.

”Vi har så mange dygtige medarbejdere i Struer Kommune, som hver dag gør en kæmpe indsats for vores børn og unge. Det er et stort aktiv for kommunen, både i institutionerne og i markedsføringen af Struer Kommune overfor tilflyttere og nye medarbejdere. Det vil vi gerne fastholde og udvikle og derfor er jeg glad for, at vi kan investere målrettet på almenområdet,” siger han.

En del af helhedsplanen handler om at omprioritere midler til investeringer i de serviceforbedringer, udvalget ønsker. Nogle af midlerne er fundet ved revision af en række tekniske udgiftsområder som f.eks. buskørsel og demografiske reguleringer, mens en anden del af finansieringen skal ske med tilbagevirkende kraft, når udgiften til specialiseret undervisning forventes at falde i de kommende år, efterhånden som den tidlige indsats begynder at virke.

Interessenterne i helhedsplanen har nu knap to uger til at give feedback til udvalget, inden helhedsplanen indgår som Børne- og Uddannelsesudvalgets andel i byrådets budgetlægning for 2020.

”Vi har fra starten af arbejdet med helhedsplanen prioriteret en bred inddragelse af parterne på området og det kan vi mærke har været en gevinst for projektet. Der er blevet taget godt imod åbenheden omkring de politiske drøftelser og gennemgangen af et område, der er vigtigt for rigtig mange. Det håber jeg også vil vise sig nu og i den endelige budgetlægning på området,” siger Peter Vestergaard.

Fakta om helhedsplanen

Helhedsplan for 0-18 årsområdet i Struer Kommune blev sat i gang ved en interessentkonference 17. januar 2019 med børnekor, faglige oplæg og debat om kvalitet for børn og unge.

Konferencen blev fulgt op af et kvalitetsseminar og et råderumsseminar for ledere, medarbejdere og administration.

Arbejdet blev rundet af med en afsluttende interessentkonference i slutningen af marts og siden med politiske drøftelser om den endelige helhedsplan.

Revisionsfirmaet BDO har leveret et råderumskatalog og en færdig helhedsplan, som Børne- og Uddannelsesudvalget har revideret til den nuværende udgave, der venter på interessenternes kommentarer. Feedbackrunden på helhedsplanen slutter den 28. juni, hvorefter helhedsplanen danner ramme om Børne- og Uddannelsesudvalgets del af det overordnede budget for Struer Kommune

Pressemeddelelse/Struer Kommune

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here