Home Nyheder Ældre skal ud af ensomheden

Ældre skal ud af ensomheden

0
Ældre skal ud af ensomheden
Foto: Eli Sørensen

Struer Kommune vil hjælpe ældre hjemmehjælpsmodtagere ud af ensomheden med projektet
Netværk & Fællesskab. I slutningen af 2019 begyndte arbejdet med ansættelsen af en
fællesskabskoordinator, der skal forene kommune, lokalsamfund og borgerne i arbejdet med at mindske ensomhed og øge fællesskab blandt ældre.


Ensomhed kan være en stor belastning for dem, den rammer, og kan medføre sygdom og svækkelse af psykiske og kropslige funktioner. Ældre mennesker er i øget risiko for at blive ensomme, enten fordi helbredet driller, mobiliteten bliver mindre, hørelsen reduceres eller grundet tab af ægtefælle eller andre nære relationer. Med projekt Netværk & Fællesskab ønsker Struer Kommune at hjælpe ældre, ensomme borgere med at finde en vej ud af deres situation og ind i givende fællesskaber og aktiviteter.

En opstart med udfordringer
I spidsen for Struer Kommunes projekt står fællesskabskoordinator Pernille Nørbye, der tiltrådte sin stilling i december. Hun nåede lige at få projektet godt i gang inden Covid-19 lukkede alle aktiviteter ned. Coronapandemien har været en udfordring for projektet, der ikke har kunnet gennemføres som planlagt. I første del af nedlukningen blev fysiske besøg erstattet med telefonisk kontakt, og i stedet for ledsagelse til opstart i nye fællesskaber, blev der afsat tid til gåture, besøg eller samtaler. Den kommunale og private hjemmepleje, Ældresagen, Besøgsvennetjenesten og Pernille Nørbye har gjort en stor indsats for at tilgodese borgernes behov og samtidig overholde retningslinjerne for covid-19.

Lydhørhed er afgørende
Som fællesskabskoordinator besøger Pernille Nørbye de borgere, som er interessereret i at blive en del af projektet. Ved besøgene er der fokus på at lytte til borgeren og i samråd undersøge, hvad der skal til for at hjælpe den enkelte.
”Ensomhed er mange ting og opleves forskelligt fra menneske til menneske. Du kan føle dig ensom, når du er sammen med andre, men trives godt med at være alene. Det kan vi ikke bedømme udefra, men vi har brug for at mødes og bruge tid på at lytte. Lytte til livshistorien, relationerne, hvad der fylder i hverdagen og hvordan det nuværende netværk ser ud. Derefter skal vi med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og ressourcer finde det bedst egnede tilbud og fællesskab. Og det har vi god mulighed for i Struer Kommune, for her er en bred palet af tilbud og aktiviteter, man kan deltage i, og et engageret lokalsamfund som gerne vil hjælpe,” forklarer Pernille Nørbye.

Ud over at besøge borgerne og varetage kontakten til foreninger og aktivitetstilbud har Pernille Nørbye også et tæt samarbejde med den private og kommunale hjemmepleje. Hjemmeplejen spiller en afgørende rolle i projektet, da hjemmehjælperne ofte er dem, der har mest kontakt til borgerne i hverdagen, og derfor er de rette til at spotte om en borger ikke trives. I forbindelse med projektet bliver medarbejderne i den kommunale og private hjemmepleje bl.a. klædt på til at opspore tegn på ensomhed og skelne mellem forskellige former for ensomhed.

Vil du gerne have hjælp til at bryde ensomheden?
Hvis du føler dig alene eller isoleret og ønsker hjælp til at bryde ensomheden, kan du henvende dig til fællesskabskoordinator Pernille Nørbye på mail pernillehn@struer.dk eller telefon 20 74 93 30.
Du kan også tage fat i din hjemmeplejeleverandør eller læse mere om projektet på www.struer.dk

Projektet Netværk & Fællesskab er blevet til med midler fra Sundhedsstyrelsen og løber frem til udgangen af 2021.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here