I slutningen af oktober sættes der endnu en gang fokus på danske toner i Struer Kommune og resten af Danmark, når den årlige, landsdækkende Spil Dansk-uge trodser coronatilstanden. |
Livemusikken har fået en ordentlig knockout som følge af coronavirussen, hvor både festivaler og koncerter er faldet som dominobrikker i de seneste måneder. Håbet og kreativiteten lever dog stadig og spirer for alvor i de 28 Spil Dansk Kommuner 2020, heriblandt Struer Kommune anført af tovholder og musikskoleleder Per Odgaard, som igen i år er en del af Danmarks største musikbegivenhed. Spil Dansk Ugen 2020 gennemføres fra den 26. oktober til 1. november på trods af corona. Spil Dansk Foreningen, som bl.a. består af Dansk Musiker Forbund og Koda, står bag Spil Dansk konceptet, som har fokus på dansk musik. DRs radiokanaler bakker op og spiller dansk musik ugen igennem. I Struer Kommune har politikerne valgt at tilkøbe den store kommunepakke for andet år i træk efter nogle succesfulde år med mange lokale Spil Dansk–arrangementer. Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Lars Møller Pedersen begrunder indsatsen således: – Spil Dansk-ugen er med til at give en masse børn, unge, voksne og ældre nogle gode og forhåbentlig anderledes musikoplevelser. Musikken har en helt særlig evne til at styrke fællesskabet og skabe oplevelser, der knytter mennesker sammen på tværs af både alder, køn samt social og kulturel baggrund. Flere skal mærke glæden ved de musikalske fællesskaber, og derfor håber jeg, at så mange som muligt vil tage del i aktiviteterne, når musikken spiller i hele Struer Kommune, siger Lars Møller Pedersen. Musikskoleleder Per Odgaard er glad for at musikken kan give borgerne gode oplevelser. – Jeg vil glæde mig til, at Spil Dansk giver borgerne i Struer mange gode oplevelser i Uge 44. Jeg er sikker på, at de deltagende musikerne er ivrige efter at dele ud af deres kunnen efter en lang og ufrivillig pause under Corona nedlukning, fortæller Per Odgaard. Selve pakken består af syv musikarrangementer, som har det brede publikum som målgruppe i lighed med de øvrige Spil Dansk-arrangementer. I uge 44 kan man opleve dansk musik med stor genremæssig spændvidde over hele kommunen: på skoler, på kulturinstitutioner, i børnehaver, på arbejdspladser, i kirker og på plejehjem. Programmet kan ses på: https://struer.dk/struer-musikskole |