Få én på opleveren: Meld dig som frivillig cykelpilot og nyd frisk luft, bevægelse og samvær med medborgere om en god sofacykeltur.
Vidste du, at du som borger i Struer Kommunes har mulighed for at cykle ture med medborgere gennem kommunens medlemskab i foreningen Cykling Uden Alder? Cykling Uden Alder er en hastigt voksende og glædespredende bevægelse, hvor grundprincippet er, at man hjælper hinanden til de gode oplevelser. Foreningen har pt. 12 frivillige cykelpiloter i Struer, en del er under oplæring på Thyholm, og man er nu på udkig efter flere, der har mod på at dele cykelture på eldrevne rickshaw-cykler sammen med medborgere uden mulighed for at cykle.
Kommer hjem med en glad historie
Inge Marie Just er en af foreningen Cykling Uden Alders cykelpiloter. Hun har været pilot i fire år, og nyder hver gang hun skal på rickshaw-tur med en medborger.
”Som frivillig får jeg gode og sjove oplevelser med borgere, der ikke kan cykle på egen hånd. Sammen får vi frisk luft og socialt samvær, mens vi oplever turen sammen – typisk giver vi også hinanden en god historie eller to. Personligt vender jeg hjem med én på opleveren og en god følelse af at have fået mig selv rørt på en meget meningsfuld måde,” siger Inge Marie Just, der er på efterløn og tidligere arbejdede som social- og sundhedsassistent.
Inge Marie Just cykler for tiden en gang ugentligt med brugerne af Dagcenter Vestcenter Kilen.
Struer Kommune har rickshaw-cyklerne, skal du ud at cykle?
Struer Kommune råder over i alt fem rickshaw-cykler, der er til rådighed ved Dagcenter Vestcenter Kilen, Bangs Have, Bøgelund, Struer Gymnasium og på Solvang i Hvidbjerg. Derudover er der også en rickshawcykel på Asp Friplejehjem. Booking af ture som cykelpilot foregår via et internetbaseret bookingsystem, som er enkelt at bruge.
”Som cykelpilot cykler man, når man har tid og lyst – det kan være hver dag, hver uge eller bare en gang i mellem. Det er helt op til den enkelte pilot at bestemme, hvor ofte man vil afsted,” siger fællesskabskoordinator i Struer Kommune, Pernille Hummelshøj Nørbye.
Hvorfor skal en borger blive cykelpilot?
”Fordi man både har lyst til at skabe fantastiske øjeblikke og skønne cykelstunder for andre – og sig selv. Som cykelpilot kan man give andre mennesker, uanset alder og fysisk og psykisk helbred, mulighed for at (gen)opleve cykling, komme ud i naturen, fortælle om gamle minder, mærke den friske luft, få nye sanseindtryk og få oplevelser i fællesskab med andre,” afslutter Pernille Hummelshøj Nørbye.
Er du interesseret i at høre mere og tilmelde dig som cykelpilot?
Klik dig ind på cyklingudenalder.dk eller tilmeld dig direkte på book2go.bike
Når man har meldt sig som cykelpilot, bliver man kontaktet af en erfaren pilot, som giver en oplæring i cyklen, så man som ny pilot føler sig godt klædt på til at håndtere den eldrevne cykel. Når man er blevet oplært, kan man oprette og booke ture via Cykling Uden Alders bookingsystem Book2go.bike