Når Humlum Kro i den nærmeste fremtid bliver revet ned vil en ny stor Spar dukke op på grunden. Det er Lars Købmand, der er den nye indehaver.
“Når kroen bliver revet ned, begynder vi at bygge den del af grunden, hvor kroen ligger i dag,” fortæller Lars Daugbjerg, der driver den nuværende Spar købmandsbutik. “Det giver os mulighed for flere parkeringspladser. Så både parkering og indgang bliver flyttet til den anden ende end hvor den er i dag.”
Kroen ligger på en stor grund, men den del af grunden, der ligger langs med Lille Ørskovvej vil ikke i første omgang blive taget i brug. Den nye forretning kommer til at hænge sammen med den nuværende butik.
“Den kommer til at ændre sig indvendig”, siger købmanden. “Men der kommer ikke en tom butik i Humlum.”
Købet er en stor mundfuld, indrømmer købmand Lars, som han vist kaldes i Humlum:
“Men muligheden opstod lige pludselig, og det er mens det går godt, man skal slå til. Jeg tror på byen og turisternes interesse, så jeg tror på den nye butik.”
Godt at det er den lokale købmand
“Når det nu ikke kunne lade sig gøre at fortsætte som en kro, så er det godt, at det er den lokale købmand, der overtager grunden,” siger Tonny Hedegaard, der har været indehaver af kroen i de sidste 25 år, og selv har drevet den indtil februar 2019.
“Jeg havde jo håbet, at det unge par, der overtog den efter mig, kunne få det til at fungerer,” siger Tonny Hedegaard. Men det gik som bekendt ikke.
“Det kan være svært at drive en kro i udkantsdanmark,” udtrykker Tonny Hedegaard. “I min tid havde vi mange selskaber. Det var der pengene lå. Vi havde fuldt hus både, fredag, lørdag og søndag. Men efter finanskrisen gik det nedad.”
Kroen har en lang historie
Kroen i Humlum blev bygget i 1884. Det var to år efter, jernbanen kom til byen.
Oprindeligt lå kroen ved kirken, men da jernbanen kom, fandt man ud af, at kroen lå forkert. Så den blev flyttet til den nuværende placering. Den gamle kro blev så indrettet til præstebolig.
Med nedrivningen af kroen er en æra slut. Den 137 år gamle kro forsvinder. Men en ny ære oprinder. Den signalerer troen på udvikling i Humlum.