Brandsikring af den store lade og det første Jul på Hindsels er blandt de konkrete projekter, som Jacob og Katharina Overgaard arbejder med på Herregården Hindsels. På længere sigt rækker visionerne mod blandt andet festsal, flere ferieboliger og naturnære overnatningsmuligheder.
På Herregården Hindsels på Thyholm har slægten Overgaard drevet landbrug i snart 200 år. I 2025 flyttede Jacob og Katharina Overgaard til stedet som den nye generation, og nu arbejder de på at skabe deres eget fremtidige virke på gården.
Udviklingsprojektet er deres initiativ. De vil udvikle Hindsels som besøgs- og oplevelsessted, hvor gæster kan overnatte, opleve naturen og historien og deltage i arrangementer. Landbruget fortsætter som en selvstændig og aktiv del af Hindsels, mens parret arbejder med nye anvendelser af nogle af de gamle bygninger og udvikling af turisme og arrangementer.
På længere sigt drømmer de om en helårsegnet festsal, flere ferieboliger og forskellige former for naturnær overnatning. Det er langsigtede idéer, hvis realisering afhænger af blandt andet tilladelser, finansiering og de praktiske muligheder. Tanken bag projektet sammenfatter de sådan:
“Vi udvikler for at bevare – og bevarer ved at bruge.”
Laden bliver første store skridt

Laden
Det mest konkrete bygningsprojekt er den store lade, som skal kunne tages i brug til arrangementer. Kystdirektoratet har efter strandbeskyttelsesreglerne givet tilladelse til den ændrede anvendelse. Det gør dog ikke i sig selv laden klar til arrangementer. De nødvendige brandmæssige og bygningsmæssige krav skal opfyldes, og myndighedsgodkendelserne skal være på plads.
I første omgang er målet at kunne afholde arrangementer for op mod 150 mennesker. En fuldt udviklet helårsfestsal med blandt andet varme, isolering, permanente toiletforhold og anretterkøkken hører til de mere langsigtede visioner.
Projektets første fase har fået støtte fra LAG Struer-Holstebro og omfatter arkitektrådgivning samt udvikling af en markedsførings- og brandingstrategi. Der arbejdes desuden med nye ansøgninger vedrørende brandsikring, el og internet i laden samt udvikling og gennemførelse af Jul på Hindsels. Den 14. og 15. november afholdes Jul på Hindsels for første gang. Det bliver en juleweekend med lokale produkter, håndværk og oplevelser, som parret håber kan udvikle sig til en årlig tradition.
Turismen er allerede begyndt
Udviklingen starter ikke fra nul. Hindsels har allerede en renoveret ferielejlighed og tilbyder rundvisninger, og i år er der etableret tre pladser til autocampere. I perioder har efterspørgslen efter pladserne været større end kapaciteten.

Tårnrummet ses her på den anden side af gårdspladsen
På længere sigt er ønsket at få flere gæster til at overnatte på Hindsels. En tidligere staldbygning har udsigt over fjorden og haven, og her er en af drømmene at etablere ferielejligheder. Kystdirektoratet har foreløbig givet tilladelse til at anvende bygningen til depotrum.
Hvis ferieboliger ikke kan realiseres, ser parret også andre muligheder. Bygningen kunne eksempelvis rumme en virksomhed med et arbejdende værksted, hvor der brygges, fremstilles, repareres eller skabes noget, som gæsterne samtidig kan opleve. Det afgørende er ikke en bestemt type virksomhed, men at aktiviteten har en naturlig sammenhæng med Hindsels, landbruget, naturen og de øvrige oplevelser på stedet.
Også andre dele af herregården kan få nye funktioner. Tårnrummet kan blandt andet bruges til vielser, kunst, musik og mindre arrangementer, mens det gamle grovkøkken på længere sigt kan være med til at fortælle om livet og arbejdet på gården.
Fjorden er både styrken og udfordringen
Det, der gør Hindsels særligt attraktivt, er samtidig noget af det, der gør stedet vanskeligt at udvikle. Herregården ligger naturskønt helt tæt ved Limfjorden. Men ejendommen ligger også i landzone og inden for strandbeskyttelseslinjen, og flere af de langsigtede idéer kræver derfor tilladelser eller dispensationer.

Limfjorden
På nogle områder er projektet kommet videre. Kystdirektoratet har efter strandbeskyttelsesreglerne blandt andet givet tilladelse til den ændrede anvendelse af laden, arrangementer i tårnrummet og depotrum i den tidligere staldbygning. På andre områder er det vanskeligere. I den indledende dialog har parret fået mundtlige, foreløbige negative tilbagemeldinger på blandt andet tiny houses, glamping, shelters, ferielejligheder i stalden og beboelse i det gamle porthus.
Det illustrerer det paradoks, de oplever. Beliggenheden ved fjorden er en af Hindsels’ største muligheder for at udvikle turisme og skabe ny aktivitet, men samtidig er det netop den kystnære placering, der sætter nogle af de største begrænsninger.
“Vi ønsker ikke at tilsidesætte hensynet til naturen eller kysten, men håber på en dialog om løsninger, hvor naturbeskyttelse, kulturarv og lokal udvikling kan gå hånd i hånd,” lyder det fra Jacob og Katharina.
Flyttede tilbage til stedet, hvor Jacob voksede op
For Jacob Overgaard er Hindsels hjemstavn. Han er født og opvokset på herregården og arbejdede med på gården som ung. Senere uddannede han sig til softwareudvikler og etablerede sig sammen med Katharina og deres børn i Skanderborg.
Katharina kommer oprindeligt fra Tyskland og er uddannet sygeplejerske. Senere har hun arbejdet med projektledelse og forretningsudvikling, og i dag arbejder hun på fuld tid med udviklingen af turismen, arrangementerne og de nye samarbejder på Hindsels.
Under coronaperioden begyndte tankerne om Hindsels og en anden fremtid at fylde mere. I 2025 flyttede de med børnene til herregården og begyndte at undersøge, hvordan omkring 5.600 kvadratmeter driftsbygninger og de store naturarealer kunne få nye anvendelser.
“Vi tror på potentialet,” fortæller de.
Samme år overtog Jacob en ejerandel på 50 procent af gården fra sin far, Askov Overgaard. Jacob og Askov driver landbruget sammen, mens Askov fortsat har det daglige hovedansvar for driften af de omkring 140 hektar landbrugsjord. Hele ejendommen omfatter omkring 190 hektar med blandt andet landbrugsjord, enge, skov og øvrige naturarealer.

Herregården Hindsels
I dag bor tre generationer på Hindsels, men med forskellige roller. Jacob arbejder fortsat på fuld tid som softwareudvikler ved siden af sin rolle som medejer og arbejdet med udviklingen af Hindsels. Ambitionen er, at turisme- og oplevelsesaktiviteterne på længere sigt kan udvikle sig til Jacob og Katharinas levevej.
I deres vision skal fremtidens Hindsels hvile på tre ben: landbruget, historien og udviklingen af stedet som besøgs- og oplevelsessted. Arbejdet med udviklingen har undervejs givet dem stadig større indsigt i bygninger, økonomi, myndighedskrav og tilladelser. Derfor arbejder de etapevis og undersøger mulighederne grundigt, før de tager de næste skridt.
Vil skabe fællesskab omkring Hindsels
Skal visionerne udvikles videre, håber parret på opbakning fra både kommune, myndigheder og lokalsamfund.
På længere sigt ønsker de at skabe et frivilligt fællesskab omkring udvalgte arrangementer og aktiviteter på Hindsels. Lokale foreninger kan eksempelvis stå for aktiviteter eller salg ved arrangementer og på den måde både bidrage til oplevelsen og få mulighed for at tjene penge til deres eget foreningsarbejde.
Der er også tanker om samarbejde med lokale virksomheder, producenter, guider og andre aktører. Ambitionen er ikke kun at skabe et grundlag for deres eget virke på Hindsels, men også at tilføre værdi til Thyholm og lokalområdet.
Besøgende er allerede velkomne
Allerede i dag er man velkommen til at gå en tur i parken, ned til fjorden og omkring skoven med respekt for, at Hindsels både er privat hjem for tre generationer, aktiv landbrugsejendom og historisk herregård.
Bygningerne er ikke åbne for adgang på egen hånd, men rundvisninger kan aftales på forhånd. Besøgende opfordres til at give en mindre donation til vedligeholdelsen af stedet. Der arbejdes også med lokale produkter, som gæsterne kan tage med hjem. I dag sælges blandt andet honning fra Hindsels, og ambitionen er med tiden at udvikle flere produkter med afsæt i stedet, naturen og landbruget.
En historie, der rækker tilbage til vikingetiden
Hindsels kan føres tilbage til vikingetiden, mens stedets skriftligt dokumenterede historie rækker tilbage til 1200-tallet. Her knyttes Hindsels blandt andet til biskoppen Oluf Glob, som angiveligt skulle have boet på stedet, og som blev myrdet julenat i 1260 i Hvidbjerg Kirke.
Herregården har blandt andet hørt under Børglum Bispestol og siden Kronen og har gennem århundrederne haft en lang række forskellige ejere. Efter Caspar Gersdorffs død i 1658 blev Hindsels delt mellem hans arvinger, og i 1666 blev Øster Hindsels og Vester Hindsels etableret som selvstændige hovedgårde. De blev samlet igen i 1746.
I 1751 købte Peder Isager Hindsels, og omkring 1760 lod han den nuværende trefløjede hovedbygning opføre. På den tid var Hindsels centrum for et gods med omfattende fæstegods.
I 1827 købte Niels Overgaard Hindsels. Siden er stedet blevet i slægten, som i 2027 kan markere 200 år på Hindsels.
Landbruget har forandret sig gennem generationerne, og bygningerne har løbende fået nye funktioner. Det er derfor ikke nyt, at Hindsels udvikler sig i takt med tiden og de økonomiske vilkår. Nu ønsker Jacob og Katharina at føje deres eget kapitel til historien med et Hindsels, hvor landbrug, historie, natur, overnatning og oplevelser tilsammen kan danne grundlaget for deres fremtidige virke.

Tre generationer på Herregården Hindsels.
Første foto: Kirstine Salling Juhl
Alle andre foto: Palle Lykke Ravn