Lokalhistorisk artikel: Da Humlum fik nyt alderdomshjem i 1966, flyttede både ældre, kommunekontor og sogneråd ind på Østerbrogade. Siden fulgte mere end et halvt århundrede med Dagny Hald, Preben Olesen, skolebørn, Lucia, amatørteater i beskyttelsesrummene, udflugter, fester og hverdagsliv. Efter de sidste ældre var flyttet, blev Rosengården hjem for ukrainske familier. Nu er bygningen væk, men fotografier, dokumenter og erindringer fra Humlum gør det muligt at fortælle dens historie.
Da det nye alderdomshjem i Humlum blev indviet i 1966, var flagene fremme. Foran den nye bygning på Østerbrogade hejste den nyansatte bestyrerinde Dagny Nørgaard Hald og sognerådsformandens hustru flaget, mens de fremmødte sang Der er ingenting, der maner.
Resen-Humlum Kommune havde fået et moderne alderdomshjem. Samtidig flyttede kommunens administration og sogneråd ind under samme tag, og dermed blev bygningen fra begyndelsen andet og mere end et hjem for kommunens ældre.
Først hed stedet Humlum Alderdomshjem, senere Rosengården. Generationer af ældre fik deres hjem her, og generationer af ansatte havde deres arbejdsdag på gangene, i køkkenet og på kontorerne. Skolebørn pyntede juletræ og slog katten af tønden, spejdere gik Lucia, børnehavebørn sang for de ældre, og i kælderens beskyttelsesrum øvede Humlum Amatørscene replikker.
Efter plejehjemmets lukning fik huset endnu et liv, da de gamle beboerværelser blev hjem for ukrainske familier på flugt fra krigen.
I dag er bygningen væk, men et omfattende materiale af gamle fotografier, avisudklip, kommunale dokumenter og ikke mindst erindringer fra mennesker i Humlum gør det muligt at komme usædvanligt tæt på livet på Rosengården gennem næsten 60 år.
Historien begynder dog længe før 1966.
Fra fattiggård i Resen til nyt alderdomshjem i Humlum
I 1800-tallet var den kommunale forsorg for ældre og mennesker, der ikke længere kunne klare sig selv, ganske anderledes end den ældrepleje, der senere voksede frem.
Resen og Humlum havde Marslund Fattiggaard, opført i 1872 med plads til 16 mennesker. I 1908 blev der opført et egentligt alderdomshjem i Resen, og dette hjem fungerede i mere end et halvt århundrede. I de sidste 17 år var Kr. Larsen og hans hustru Anna Larsen bestyrerpar.
I begyndelsen af 1960’erne stod det imidlertid klart, at Resen-Humlum Kommune havde brug for et nyt og mere tidssvarende alderdomshjem. Det store spørgsmål var, hvor det skulle ligge.
Det tidligere sognerådsmedlem Erik Jensen fortalte mange år senere, at sognerådet var delt præcis på midten. Fire ønskede det nye hjem i Resen, mens fire ønskede Humlum.
Erik Jensen sad dermed med den afgørende stemme. Hans eget første ønske havde faktisk været Bremdal, men da der ikke var opbakning til den løsning, valgte han Humlum, blandt andet på grund af byens tog- og busforbindelser.
Placeringen af det kommende Rosengården blev således afgjort med den smallest mulige margin.
Arbejdet med at få projektet gennemført førte også sognerådet til Christiansborg. Ifølge Erik Jensen ønskede Venstre at inddrage folketingsmand Kr. Østergaard, mens Jensen selv foretrak socialdemokraten Norman Andersen. Kompromiset blev den radikale Jacob Kirkegaard, som Jensen senere mente havde været nyttig for sagen.
Et millionbyggeri for en lille kommune
Kilderne angiver både 1964 og 1965 i forbindelse med opførelsen, mens det nye hjem stod færdigt og blev taget i brug i 1966.
Det var et stort projekt for en kommune, der i september 1965 havde 2.326 indbyggere fordelt på 661 husstande. Byggeriet blev opgjort til omkring 1,2-1,3 millioner kroner inklusive kurstab, og kurstabet blev større end forventet.
Arkitekt Hempel fra Lemvig tegnede anlægget, og allerede fra begyndelsen var der tænkt på muligheden for senere udvidelser. En hård vinter forsinkede arbejdet, men ifølge den samtidige omtale kun med omkring en måned.
Beboerværelserne blev placeret i sidefløjene, mens hovedbygningen blandt andet rummede en stor kombineret opholds- og spisestue og et moderne køkken. Bag bygningen skulle anlægges have, og fra terrassen var der udsigt over landskabet mod Humlum Kirke.
Resen-Humlum Kommune manglede samtidig tidssvarende administrationslokaler, og derfor blev der også indrettet kommunekontorer og mødelokale for sognerådet.
De bevarede fotografier giver i dag et sjældent kig indenfor. På kommunekontoret står skrivemaskiner, telefoner, kartoteker og datidens kontormaskiner, og på billederne ses blandt andre Inge og Dorthe ved deres arbejdspladser. Et andet fotografi viser sognerådslokalet med det lange mødebord.
I nogle få år blev en del af Resen-Humlum Kommune altså administreret fra det samme hus, hvor kommunens ældre boede.
Lokale håndværkere satte deres præg
En lang række lokale og regionale virksomheder var med til at opføre og indrette det nye alderdomshjem.
H.P. Hansen i Humlum stod for tømrerarbejde og gulvbelægning, Humlum Møbelforretning ved M. Madsen & Søn leverede møbler, Bjarne Christensen i Humlum udførte elarbejdet, og Textilhuset ved Frede Nielsen leverede gardiner.
H. Odgaard i Resenstad stod for indvendigt snedkerarbejde og skabsinventar. Nørhede Savværk udførte udvendigt snedker- og glarmesterarbejde, mens jord-, funderings-, beton- og murerarbejdet blev udført af Erling Jensen fra Redsted Mors.
Centralvarmen blev udført af Arne Højlund i Resen og Erik Linaa i Struer. Vagn Kjeldahl fra Nr. Nissum stod for vand og sanitære installationer, Chr. Rolle i Struer for blikkenslagerarbejdet, Struer Isoleringsforretning ved Børge Poulsen for rørisoleringen og Leif H. Olsens malerforretning i Struer for malerarbejdet.
Rosengården blev dermed også et stykke lokal håndværkshistorie.
Dagny Hald bliver den første bestyrerinde
Inden de første beboere kunne flytte ind, skulle sognerådet finde den person, der skulle stå i spidsen for hjemmet.
Resen-Humlum Sogneråd annoncerede efter en bestyrerinde med tiltrædelse 1. juli 1966. I annoncen blev det oplyst, at der ville være plads til 28 pensionister.
Valget faldt på Dagny Nørgaard Hald, som kom fra Sønder Omme.
Hendes ansættelsesbrev er dateret 25. april 1966. Lønrammen var 10.500 til 13.260 kroner plus gældende tillæg, mens bolig med lys og varme, fuld kost og vask indgik mod fradrag efter den gældende værelsessats. I det daglige skulle hun assisteres af tre unge piger.
Der er en mindre forskel mellem de samtidige oplysninger om kapaciteten. Stillingsannoncen nævnte 28 pensionister, mens omtalen ved byggeriets afslutning oplyste plads til 26 beboere fordelt på værelser til enlige og ægtepar. På det tidspunkt var 15 pladser allerede reserveret.
Dagny kom til at sætte et stort aftryk på Rosengårdens første tid. Hun gjorde samtidig noget, som næsten 60 år senere har vist sig uvurderligt: Hun gemte historien.
Fotografier, avisudklip, dokumenter og hendes egne små håndskrevne billedtekster blev bevaret. Materialet er siden bevaret af familien og stillet til rådighed gennem hendes barnebarn Morten Hald. Derfor kan vi i dag komme helt ind i køkkenet, til julefesten, ud i haven og hen til kaffebordet i Rosengårdens første år.
Jonna Marie Søndergaard husker også en lille detalje om Dagny. Hun skulle altid drikke sin morgenkaffe af en kop uden øre, fordi den mindede hende om hendes barndom.
Flagene var fremme i Humlum
Indvielsen blev en festdag. Dagny Hald og sognerådsformandens hustru hejste flaget foran det nye hjem, mens de fremmødte sang Der er ingenting, der maner.
Den officielle del fortsatte i den nye opholds- og spisestue, hvor sognerådsformand P. Nørby Dahl bød velkommen. Amtsrådsmedlem Børge Herping fra Dybe talte om udviklingen i forholdene for ældre på kommunale hjem, og senere fortsatte arrangementet på Humlum Kro.
Nørby Dahl takkede arkitekt, ingeniør, håndværkere og byggeudvalg. Arkitekt P. Hempel fortalte om byggeriet, og blandt de øvrige talere var sognerådsformand Kr. Herping fra Gudum, tidligere sognerådsformand Emil Kjær Nielsen fra Resen og sognerådsformand Henry Nørby fra Asp.
Kæmner Hans Poulsen blev budt velkommen i kommunens nye kontorer, mens Dagny blev budt velkommen som bestyrerinde.
Nørby Dahl udtrykte ønsket om, at ordene “Glæde og fred” måtte blive motto for det nye hjem.
Samtidig tog man afsked med Kr. og Anna Larsen efter deres 17 år på alderdomshjemmet i Resen. De fik en porcelænsfigur som afskedsgave, og Anna Larsen svarede, at arbejdet havde været en glæde.
Sognerådsformanden håbede desuden, at folk fortsat ville besøge de ældre, læse for dem og synge sammen med dem, sådan som man havde gjort i Resen.
Det ønske skulle komme til at passe bemærkelsesværdigt godt på de følgende årtier.
Efter indvielsen var der åbent hus for lokalbefolkningen, og dagen efter begyndte beboerne at flytte ind.
Et klaver, et bobspil og den første jul
Lokalsamfundet havde allerede taget det nye hjem til sig.
Resen-Humlum Idrætsforening, Bremdal Idrætsklub, Resen-Humlum Husmandsforening, Pensionsforeningen, Jagtforeningen og Socialdemokratisk Forening arrangerede pladespil til fordel for hjemmet. Præmierne var doneret, og arrangementet indbragte 2.600 kroner, som blev brugt på et klaver og et bobspil.
Ved indvielsen kom yderligere gaver. Håndværkerne skænkede flagstang og flag, arkitekten gav bænke, og lokale handlende forærede hjemmet et ur.
Klaveret blev siden en del af livet på Rosengården og kan ses på flere af Dagnys fotografier.
Et af de tidligste billeder har den enkle påskrift:
“Vort første juletræ 1966.”
Beboerne sidder samlet i opholdsstuen omkring træet.
Humlum Husholdningsforening arrangerede også julesammenkomst. Voksne og børn viste ting frem fra et sykursus under ledelse af lærer fru Petersen, og den 16-årige Lily Kjeldsen sang. Foreningens formand Ellen Lund Pedersen takkede Dagny, mens beboerne senere indrykkede en offentlig tak til foreninger og private for julegaverne og til bestyrerinden og de unge piger for den festlige jul.
Dagny fotograferede hverdagen
Det særlige ved Dagnys billeder er, at kameraet ikke kun kom frem ved de officielle lejligheder.
Der er fødselsdage omkring kaffebordet, unge medarbejdere i køkkenet, strikketøj, aviser, sne omkring bygningen og beboere, der sidder på gangen og venter på middagsmaden.
På et køkkenbillede står tre unge medarbejdere, som Dagny navngiver Tina, Maim og Lis. Et andet billede fra køkkenet har den meget jordnære tekst:
“Ingen behøver at sulte på Rosengården.”
Gangene havde håndlister langs væggene og små siddeområder med stole, borde, blomster og aviser. Bygningen var en institution efter 1960’ernes standarder, men billederne viser samtidig bestræbelserne på at skabe et hjem.
Og Humlum kom indenfor.
Den 29. marts 1968 fotograferede Dagny en gruppe unge under overskriften “Ungdommen synger”. Den 16. maj samme år blev der holdt sangaften. Der blev arrangeret “Tip eller Fakta”, pastor Tølbøll kom på besøg, der var Luciaoptog, og et andet fotografi har teksten “Børnehaveklassen på besøg.”
Det, der på billederne kan ligne enkeltstående arrangementer, blev begyndelsen på en forbindelse mellem Rosengården og byens børn, som kom til at vare i årtier.
Dagny Hald
Georg Urban og de første beboere
Blandt de første beboere var Georg Urban og hans hustru, som tidligere havde boet på alderdomshjemmet i Resen.
Da de fejrede guldbryllup, begyndte dagen med musik. Der blev drukket kaffe på kroen, og senere fortsatte festen på alderdomshjemmet sammen med de øvrige beboere og familien.
Parret havde 11 børn. Ti kunne være med til festen, mens den sidste søn var sømand og befandt sig i Amerika.
Også haven blev hurtigt en del af livet. Ved indvielsen var den endnu ikke færdig, men få år senere viser Dagnys billeder et etableret anlæg med hække og rosenbuer.
Line Storm Jakobsen husker haven gennem sin bedstefar. Han boede lige ud til dagligstuen og passede det lille drivhus på husets sydside.
Kommunen forsvandt, Rosengården blev
Den 1. april 1970 ophørte Resen-Humlum Kommune ved kommunalreformen og blev en del af Struer Kommune. Kommunekontoret og sognerådet forsvandt som funktioner fra huset, men alderdomshjemmet fortsatte.
I efteråret 1970 begyndte Struer Kommunes sociale udvalg at arrangere ugentlige hobby- og hyggeeftermiddage på Humlum Alderdomshjem for pensionister fra hele den tidligere Resen-Humlum Kommune.
Hver tirsdag kunne man blandt andet mødes til fletning og rya-syning under ledelse af fru bogholder Breum fra Humlum. Kommunen tilbød endda transport for pensionister, der havde vanskeligt ved selv at komme frem.
I 1971 kom blandt andet et orkester fra Struer på besøg, og et fotografi fra 30. november viser personalet samlet omkring et veldækket bord med levende lys.
Det er også omkring dette tidspunkt, navnet Rosengården for alvor kommer ind i materialet. De første officielle omtaler kalder stedet Humlum Alderdomshjem, mens Dagny senest i 1971 selv anvender Rosengården i sine billedtekster.
Fra Dagny til Preben
1970’erne og begyndelsen af 1980’erne har efterladt færre skriftlige spor, men lokale erindringer hjælper med at udfylde billedet.
Trine Damgaard fortæller, at hendes mor, Bit Damgaard, begyndte at arbejde på Rosengården omkring 1977 og fortsatte i cirka 30 år. Hun nåede dermed at arbejde både under Dagny Hald og den leder, der fulgte efter.
Niels Jørgen Flansmose Jensen husker, at Preben Olesen afløste Dagny Hald. Dagny boede på et tidspunkt efter sin ledertid i Østerbrogade 19, lige over for Rosengården. Det daværende hus er siden revet ned og erstattet af et nyt.
I 1982 begyndte så den anden meget lange lederperiode i Rosengårdens historie.
Bokseren, der blev plejehjemsleder
Preben Olesen havde taget en usædvanlig vej til lederkontoret på Rosengården.
Han havde rødder i Harboøre og voksede op i Møborg. Før ældreplejen var han landmand og bestyrer på et landbrug ved Hjerm.
Som ung var han samtidig aktiv amatørbokser i Struer Amatørbokseklub. Han huskede senere de store stævner i det gamle Folkets Hus, hvor der efter hans erindring kunne stå kø helt ud over Tegltorvet. Han var kendt for en hård højrehånd og vandt flere kampe på knockout.
Midt i tyverne skiftede han spor og uddannede sig til plejehjemsassistent i Brande. Efter få år blev han afdelingsleder på et plejehjem i Herning, og i 1982 kom han til Rosengården.
Her blev han indtil 31. december 2006.
24 år som leder.
Da Dagbladet mange år senere portrætterede ham, beskrev avisen ham som en plejehjemsleder “af den gamle skole”. Han havde tæt kontakt til beboerne, stor indflydelse på hverdagen, og der blev fortsat lavet mad i huset, så duften bredte sig på gangene.
Preben fortalte selv, at han havde haft et “fantastisk godt samarbejde med Struer Kommune”, og at kommunen havde lovet ham, at man ikke ville begynde den større omlægning af plejehjemmene, før han gik på pension. Ifølge Preben blev løftet holdt.
Line Storm Jakobsen husker ham som “herlig – altid et smil og hans helt særlige måde at bevæge sig på.”
Historien om huset i Østerbrogade 7
En erindring fra Niels Jørgen Flansmose Jensen fortæller samtidig noget om, hvor tæt Rosengården og Humlum hang sammen.
Prebens mor og Niels Jørgens mor var kusiner. Da Preben kom til Humlum, besøgte han derfor ofte Niels Jørgens mor, som boede i Østerbrogade 7.
Preben blev interesseret i huset og spurgte, om hun ville sælge det. Hun ønskede på det tidspunkt at blive boende.
Nogle år senere kunne hun ikke længere klare huset, og familien spurgte Preben, om der mon var en beskyttet bolig ved Rosengården, hun kunne få. Hvis det lykkedes, kunne Preben samtidig købe huset.
Ifølge Niels Jørgen gik der kun “nogle få timer”, måske nogle dage, før Preben meddelte, at der nu var en ledig bolig. Familien har siden moret sig over den imponerende timing og drillet med, om nogen mon var blevet forbigået. Det sidste er familiens muntre erindring og ikke dokumentation for, at nogen faktisk blev det.
Men slutningen på historien kan dokumenteres. I Struer Kommunes beredskabsplan fra 1998 står Preben Olesens privatadresse som Østerbrogade 7.
Børn og ældre skulle ikke sættes i hver sin bås
Karin Bundgaard Houmann var leder af Humlegården og husker et tæt samarbejde mellem de to institutioner.
Der blev arrangeret fællesspisninger, hvor byen blev inviteret. Børnehaven kom på besøg og sang og optrådte. Når børnene gik mod udebørnehaven ved Jeppes Led, vinkede de til de ældre, og de ældre vinkede tilbage. En anden gang gik turen den modsatte vej, da Rosengårdens beboere kom til Jeppes Led, hvor børnene havde bagt kager.
Bag aktiviteterne lå en tanke, som Karin og Preben delte. De mente, at børn og ældre alt for let blev placeret i hver sin bås uden at lære hinanden at kende.
Samarbejdet havde også en mindre formel side. Humlegården lånte Rosengårdens bus og kørte fritidshjemsbørnene på ture ad det, Karin kalder “vildsomme veje”. Hun husker, at både hun og Preben godt vidste, at det var på kanten af, hvad de måtte, og at de blev enige om at fortsætte, indtil nogen opdagede det.
Det gjorde nogen til sidst, men mange børn nåede at få gode ture.
Karin husker også den store skulptur ved Rosengården som “Prebens dame”. Preben havde efter hendes erindring mange kommentarer til den og var ganske stolt af den.
“Det var kun beboerne på Rosengården, der stemte på mig”
Preben var også aktiv i Venstre og stillede et par gange op til Struer Byråd.
Første gang var kort efter, at han var kommet til Humlum. Mange år senere leverede han selv den korte analyse af valgresultatet:
“Men det var kun beboerne på Rosengården, der stemte på mig.”
Han stillede senere op igen i et lokalt felt, der blandt andre talte Thorvald Jørgensen, Marianne Bredal og Poul Kjær fra Resen, men holdt sig siden ude af den politiske frontlinje.
Teater bag de tykke kælderdøre
Bygningsregistreringen angiver 1988 som ombygningsår, og et kommunalt dokument om sikringsrum giver samtidig et interessant indblik i den del af Rosengården, som de færreste besøgende så.
Bygningen var registreret med ét sikringsrum med plads til 45 personer og yderligere to rum med plads til 100 personer. Ved de to sidstnævnte står datoen 25. juli 1988.
Rummene fik siden en langt fredeligere anvendelse.
Line Storm Jakobsen husker, at Humlum Amatørscene havde til huse i beskyttelsesrummene med de tykke døre. Her blev der øvet replikker og opbevaret kostumer.
Hanne Bjergø Madsen husker samtidig, at dagplejen i Humlum havde legestue i kælderen.
Personalet havde også omklædningsfaciliteter dernede, og Heidi Kindberg husker de mange døre og rum. På en mørk aftenvagt havde en beboer engang forvildet sig ned i kælderen og stod pludselig bag en af dørene, muligvis ved teknikrummet.
Under de ældres hjem fandtes dermed endnu en lille Rosengården-verden med personale, teknik, sikringsrum, amatørteater, kostumer og dagplejebørn.
Sådan så Rosengården ud i 1998
Et sæt kommunale dokumenter gør det muligt at standse tiden omkring Rosengården ved slutningen af 1990’erne.
En organisationsplan viser et plejehjem med 25 beboere og 27 medarbejdere. Hertil kom et køkken med seks medarbejdere og madudbringning samt fire beskyttede boliger.
Preben Olesen var plejehjemsleder, Marianne Sørensen var stedfortræder, og Bente Råhede var køkkenleder. En beredskabsplan fra 24. september 1998 viser, at de tre samtidig udgjorde Rosengårdens lokale krisestab.
Dokumenterne fortæller dermed også noget om Rosengårdens betydning som lokal arbejdsplads. Bag de 25 beboere stod en ganske omfattende organisation, og køkkenets funktion rakte desuden ud over selve plejehjemmet gennem madudbringningen.
Et budget fortæller også historie
Struer Kommunes bevarede budgetmateriale fra 1999 giver et endnu mere detaljeret øjebliksbillede.
Den egentlige pleje- og servicedrift på Rosengården var budgetteret med 6,620 millioner kroner i udgifter. Heraf udgjorde personale 6,109 millioner kroner.
4,159 millioner gik til plejepersonale, 729.000 kroner til køkkenpersonale, 378.000 til rengøringspersonale og 803.000 til øvrigt personale.
299.000 kroner var afsat til forplejning. Der var 117.000 kroner til sundhedsmæssige foranstaltninger og desuden penge til terapimaterialer, kurser og uddannelse.
Blandt de mindre budgetposter findes to, der passer ganske godt sammen med mange af de erindringer, som tidligere medarbejdere og Humlum-borgere har delt:
21.000 kroner til busdrift og 27.000 kroner til fester, udflugter og underholdning.
De fire beskyttede boliger havde samtidig en særskilt bevilling på 220.000 kroner til plejepersonale og personlig og praktisk hjælp.
På en anden konto findes selve bygningens udgifter til blandt andet fast ejendom, varme, el, vand, rengøring, inventar og administration. Varme, el og vand var tilsammen budgetteret til 354.000 kroner.
Budgettet er på den måde mere end regnskabstal. Mellem kontonumrene kan man genkende køkkenet, maden, bussen, personalet, festerne og udflugterne fra de historier, der stadig fortælles om Rosengården.
Jul, Lucia og fastelavn
Forbindelsen mellem Rosengården og børnene i Humlum fortsatte gennem årtier.
Kaja Nielsen husker, at Humlum Skole sendte en klasse til Rosengården op mod jul. Børnene pyntede juletræet og gik Lucia, og senere overtog spejderne Luciaoptoget.
Line Storm Jakobsen husker julestue på gangene og Lucia med spejderne. Ved første søndag i advent spillede et orkester ved Rosengården, og Heidi Kindberg husker nisserne, der mødtes på stedet, inden de skulle med toget og videre til adventsoptoget.
I Rosengårdens sidste år fortsatte traditionen endnu en gang i en ny form, hvor SFO’en gik Lucia.
Fastelavn var en anden tradition. Rita Nielsen husker, at Rosengården gav tønden og fastelavnsbollerne, mens en klasse fra skolen kom udklædt. Karin Bundgaard Houmann husker fælles fastelavnsfester mellem Rosengården og Humlegården.
Line Storm Jakobsen husker særligt en af dem. Hun mener, at det var 0. klasserne, der kom for at slå katten af tønden, og selv blev hun kattekonge med brækket arm. Præmien var en hjemmelavet kat, som havde ligget inde i tønden.
“Buret”, frisørsalonen og skrubtudserne
Kaja Nielsen husker også forskellige værksteder på Rosengården, hvor der blev fremstillet ting, som senere blev solgt på markeder på plejehjemmet. Det trækker en tråd tilbage til hobbyeftermiddagene allerede i 1970.
Heidi Kindberg husker et hus, der var stort nok til at rumme mange mennesker, men stadig lille nok til, at man kendte hinanden.
Centralt lå personalestationen omgivet af glas og blandt medarbejderne kendt som “buret”. Herfra kunne personalet holde øje med de tre lange gange, men buret blev samtidig et samlingssted for medarbejderne.
Rosengården havde sin egen frisørsalon, som Heidi husker i vaskeægte retrostil. Ude ved garagen sad en rød-orange lampe, hvis oprindelige funktion efterhånden var blevet lidt af et mysterium.
Naturens mindre beboere kunne også finde vej ind. Heidi husker skrubtudser på gangene og mus, som især om efteråret kunne dukke op indenfor.
Sommerfesterne blev holdt i den inderste gård, og i Heidis hukommelse hænger de sammen med frikadeller og ternede duge. Gildesalen dannede ramme om mange andre fester, og kirken kom også til Rosengården. Friluftsgudstjenester ved plejehjemmet kan følges gennem kirkebladene i 2010’erne, hvor de allerede omtales som en tradition.
Når Heidi skal sammenfatte sin arbejdsplads, siger hun:
“Det var et af de bedste steder, jeg har arbejdet. Tilpas størrelse, hvor personalet var samlet i buret trods de tre lange gange. Vi kunne meget dengang.”
Værelserne var små, og beboerne måtte i en periode benytte fælles badefaciliteter, men hendes konklusion er alligevel:
“Der var meget HJERTERUM.”
Beboerne trænede til Birthe Kjær
En af de nyere ordninger i ældreplejen var det såkaldte klippekort, som gav beboerne mulighed for ekstra aktiviteter. På Rosengården sparede man nogle af timerne sammen, så de kunne bruges på større fælles oplevelser.
En af dem blev en tur til Birthe Kjærs jubilæumskoncert i Musikteatret i Holstebro.
Billetterne var placeret højt oppe i salen, og derfor begyndte træningen hjemme på Rosengården. Beboerne gik op og ned ad trapperne til kælderen for at blive i stand til at klare turen til deres pladser i Musikteatret.
Det lykkedes, og Heidi husker det som en skøn aften.
Sommerudflugterne gik med Venøbussen til blandt andet Ringkøbing Fjord, Silkeborgsøerne og Haunstrup Dyrepark.
På turen til dyreparken var en lille kvinde, som nærmede sig de 100 år, med. Hun lagde sig på et tidspunkt til rette i græsset og konstaterede:
“Her er et godt sted at dø – mellem giraffer og træer.”
Hun tog med hjem igen.
De sidste år på Rosengården
Den 31. december 2006 sluttede Preben Olesen efter 24 år som leder. Rosengården fortsatte endnu i mere end et årti, og blandt de senere ledere huskes blandt andre Birthe Jønson og Karen Margrethe Krabbe.
Men dansk ældrepleje havde ændret sig, og i Struer blev det nye plejecenter Bangs Have planlagt.
Rosengårdens beboere blev taget med ud på byggepladsen, mens deres kommende hjem blev opført, så de kunne følge arbejdet. De bidrog også med forslag til navnet.
Den 2. september 2019 begyndte de første beboere at flytte ind på Bangs Have.
Heidi Kindberg havde vagt den dag, de sidste beboere forlod Rosengården. Hun husker den som “en dag fuld af følelser.”
Da kommunen efterfølgende udbød ejendommen til salg, bestod den blandt andet af køkken, fællesrum, kontorer og 24 etværelses boliger med eget toilet, bad og tekøkken.
Efter 53 år var Rosengårdens tid som hjem for Humlums ældre slut.
Humlum Kro var på vej ind
Rosengården nåede kun at stå tom i ganske kort tid, før huset fik udsigt til et helt andet liv.
Natten til 16. september 2019 blev Humlum Kro ramt af en voldsom brand. Allerede to dage senere kunne StruerNyheder fortælle:
“Humlum Kro flytter ind på Rosengården.”
Det tidligere plejehjem stod til at blive en midlertidig løsning for kroen efter branden, men sådan kom historien ikke til at udvikle sig.
Efterforskningen viste senere, at branden ikke var en ulykke. I august 2022 blev kroens daværende forpagter ved Retten i Holstebro dømt for selv at have sat ild til kroen og for forsøg på forsikringsbedrageri. Branden havde forårsaget skader for omkring otte millioner kroner, og straffen blev to års ubetinget fængsel.
Planerne om krodrift på Rosengården forsvandt, og kommunen forsøgte i stedet at sælge ejendommen. Flere salgsforsøg førte ikke til en handel, og i december 2021 var Rosengårdens fremtid igen på den politiske dagsorden.
Få måneder senere ændrede begivenheder langt fra Humlum endnu en gang husets historie.
Rosengården blev hjem igen
Efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 begyndte også Struer Kommune at forberede modtagelsen af mennesker på flugt, og Rosengården blev taget i brug som indkvarteringssted.
Der blev etableret en arbejdsgruppe med deltagere fra Humlum og Resen, Struer Kommune og Struer Frivilligcenter. Marianne Frost orienterede lokalsamfundet om de nye beboeres ankomst, og folk blev samtidig bedt om at give familierne ro i begyndelsen efter deres lange rejse.
Hjælpelysten var stor. Frivillige kunne melde sig gennem Frivilligcenteret, og SPAR Humlum etablerede en ordning, hvor kunder kunne indbetale penge ved kassen, så de ukrainske beboere kunne købe dagligvarer.
Tre år efter de sidste ældre var flyttet, var der igen mennesker, der kaldte værelserne på Rosengården deres hjem.
Børn på gangene igen
Heidi Kindberg vendte også tilbage til Rosengården, nu ikke som medarbejder i ældreplejen, men som frivillig.
De ukrainske familier boede på østgangen, midtergangen og vestgangen. Der blev sat trævægge op, så den tidligere administrative del med kontorerne, personalets gamle “bur” og køkkenet blev adskilt fra beboelsesområdet.
De gamle plejehjemsværelser var små, og et værelse kunne eksempelvis rumme en mor og hendes barn. Der blev holdt fællesspisninger, og hver mandag stod Heidi for aktiviteter for børnene. Nogle gange var der tre, andre gange op mod ti.
Den 17. december 2023 blev der holdt julearrangement. Der blev klippet julepynt og bagt pebernødder og hygget med gløgg, varm kakao og æbleskiver. Lars og Jytte fra SPAR Humlum kom med julegaver.
57 år efter Dagnys fotografi med teksten “Vort første juletræ 1966” blev der igen gjort klar til jul på Rosengården, nu for mennesker, der havde måttet forlade deres hjem på grund af krig.
Den 5. marts 2024 hjalp tre ukrainske kvinder på Rosengården med at sortere og pakke varmt tøj. Ni flyttekasser blev gjort klar til Bevar Ukraine i Holstebro og den næste transport til Ukraine.
Mennesker, der selv var kommet til Humlum og havde modtaget hjælp, var dermed blevet en del af arbejdet med at sende hjælp den modsatte vej.
Flere af familierne slog siden rødder i lokalområdet.
Rosengården forsvandt
Til sidst kom den afslutning, der ikke kunne omgøres.
Struer Kommune havde i 2024 et særskilt anlægsprojekt til nedrivning af Østerbrogade 16 med en bevilling på to millioner kroner.
Rosengården blev revet ned.
Dermed forsvandt en bygning, der havde haft flere funktioner, end nogen formentlig havde forestillet sig ved indvielsen i 1966. Den havde været alderdomshjem og plejehjem, kommunekontor og sognerådslokale. I kælderen havde den rummet sikringsrum, amatørteater og dagpleje. Den havde været arbejdsplads for generationer af mennesker og samlingssted for børn, ældre, familier, foreninger, musikere, spejdere og præster.
Efter lukningen havde den været udset til midlertidig kro, og i sit sidste kapitel blev den hjem for mennesker på flugt fra krigen i Ukraine.
Området er siden blevet udbudt med henblik på nyt boligbyggeri.
Dagny gemte begyndelsen, Humlum huskede resten
Dagny Nørgaard Hald døde i 2013, 90 år gammel. Hun kunne næppe have forestillet sig, hvilken betydning de fotografier og papirer, hun gemte, senere ville få.
For de fortæller ikke kun om byggeri og institutionshistorie. De fortæller om Tina, Maim og Lis i køkkenet, det første juletræ, sang, Lucia og børn på besøg. Om sne omkring huset, mennesker ved kaffebordet og en bestyrerinde, der drak morgenkaffe af en kop uden øre.
Preben Olesen giver os den næste store del af fortællingen. Landmanden og amatørbokseren blev plejehjemsassistent, afdelingsleder og til sidst leder i Humlum i 24 år. Han fik huset i Østerbrogade 7, lånte bussen ud til børnene og mente sammen med Karin Bundgaard Houmann, at børn og ældre ikke skulle placeres i hver sin bås.
Og rundt om dem findes alle de andre historier. Bit Damgaards omkring 30 år på stedet. Bedstefaren, der passede drivhuset. Personalet i buret. Amatørskuespillerne bag de tykke kælderdøre. Dagplejebørnene i kælderen. Skoleklasserne ved juletræet. Spejdernes Luciaoptog. Pigen, der blev kattekonge med brækket arm. Skrubtudserne på gangene. Frikadellerne og de ternede duge. Beboerne, der trænede på kældertrappen for at komme til Birthe Kjær. Og den næsten 100-årige kvinde, der fandt et glimrende sted at dø mellem giraffer og træer, men tog med hjem igen.
Selv kommunens budget fra 1999 fortæller sin del af historien. Bag kontonumrene gemmer sig plejepersonalet, køkkenet, maden, bussen, festerne og udflugterne.
Ved indvielsen i 1966 håbede sognerådsformanden, at folk fortsat ville besøge de ældre, læse for dem og synge sammen med dem. Det gjorde de. Børn, skoleklasser, spejdere, børnehave, dagpleje, fritidshjem, amatørskuespillere, musikere, præster, pårørende og foreninger kom gennem dørene, mens beboerne tog den modsatte vej på besøg, ture og udflugter.
Næsten 60 år efter åbningen var der igen børn på Rosengårdens gange. Denne gang var de kommet til Humlum fra Ukraine.
Rosengården lå midt i Humlum gennem mere end et halvt århundrede. Historien viser, at Humlum samtidig var en stor del af Rosengården.