De omkring 60 tomme almene boliger i Struer Kommune vækker bekymring hos tidligere viceborgmester John Christoffersen (S). Han frygter, at den høje ledighed kan få betydning for planerne om nye almene boliger på Stævnen og dermed for udviklingen af hele området.
Bekymringen kommer efter Struer Nyheders artikel om det markante boligparadoks i kommunen. Her viste tallene, at omkring 3,45 procent af de almene boliger står tomme, samtidig med at andre boliger er eftertragtede.
John Christoffersen hæfter sig særligt ved, at ledigheden nu ligger over to procent. Almenboligloven indeholder særlige bestemmelser, når der skal gives tilsagn til nyt alment boligbyggeri i kommuner med høj ledighed.
Det får den tidligere viceborgmester til at rette blikket mod Stævnen.
– Mit spørgsmål er derfor: Betyder de 60 ledige boliger STOP (eller udskydelse) af de nye planlagte boliger på Stævnen? I bekræftende fald; det vil da være lidt af en katastrofal udvikling for hele Stævnen projektet, skriver John Christoffersen i en kommentar til Struer Nyheders artikel.
Almene boliger er en del af planerne
Bekymringen er interessant, fordi almene boliger indgår i udviklingen af Stævnen.
På den tidligere slagterigrund skal der skabes en ny bydel med forskellige boligformer. Struer Kommune har tidligere oplyst, at der blandt andet planlægges almene boliger på området, og i 2025 blev der omtalt interesse fra et boligselskab for at opføre op mod 100 almene boliger på Slagterigrunden.
Kommunen oplyste i august 2025, at forventningen var, at de første boliger på Slagterigrunden kunne stå klar til indflytning i løbet af 2028.
Dermed bliver udviklingen i den eksisterende almene boligmasse også interessant i forhold til de kommende planer.
Frygter konsekvenser for et stort projekt
John Christoffersens bekymring handler ikke kun om de enkelte planlagte boliger. Han peger på risikoen for, at en forsinkelse eller ændring af det almene boligbyggeri kan få betydning for det samlede Stævnen-projekt.
Stævnen er et af de største byudviklingsprojekter i Struer i mange år og skal omdanne de tidligere erhvervsarealer ved havnen til en ny bydel med boliger og byliv.
Samtidig står Struer Kommune med en udfordring i den eksisterende almene boligmasse.
De omkring 60 tomme boliger er ikke jævnt fordelt, og som Struer Nyheder tidligere har beskrevet, er der store forskelle på efterspørgslen. Nogle afdelinger har ledige boliger, mens andre oplever betydelig interesse.
Det er netop dette paradoks, der nu får en ny dimension.
For samtidig med at Struer ønsker at skabe nye attraktive boliger på Stævnen, rejser den eksisterende ledighed spørgsmålet om, hvilke muligheder der er for at realisere den almene del af planerne.
John Christoffersen efterlyser derfor en afklaring af, om de 60 ledige boliger kan betyde stop eller forsinkelse for de planlagte almene boliger på Stævnen.
Hvis det viser sig at være tilfældet, vurderer den tidligere viceborgmester, at konsekvenserne kan række langt ud over boligområdet og ramme udviklingen af Stævnen som helhed.