Hele to store tog-nyheder ramte Nordvestjylland i dag
Struer–Vejle elektrificering
SMV-regeringen har fundet de knap 2 milliarder kroner, der skal til for at sikre, at der også i fremtiden kan køre direkte tog på skråbanen mellem Struer og Vejle.
– Vi har haft nogle regeringsmøder, hvor vi er nået frem til, at pengene kunne findes i den store kasse, fortæller transportminister Thomas Danielsen (V) til TV MidtVest.
Struers borgmester glæder sig over beslutningen:
– Vi havde troet, at vi skulle bruge år på at diskutere det. At regeringen nu tager ansvaret på sig er glædeligt, siger borgmester Marianne Bredal (V) til Dagbladet.
Også Socialdemokratiet markerer, hvor vigtig beslutningen er. Borgmesterkandidat Lars Møller Pedersen (S) skrev på Facebook:
– På Socialdemokratiets Årsmøde krævede jeg handling: Midt- og Vestjylland skal ha’ togdrift, man kan stole på! Nu – blot få dage senere – kan vi glæde os over en historisk beslutning: Strækningen fra Struer til Vejle bliver elektrificeret.
Thybanen og GoCollective
En god nyhed var ikke nok for Nordvestjylland i dag. Samtidig kom meldingen om, at tålmodigheden nu endelig er opbrugt med GoCollectives drift på Thybanen.
– Jeg ikke har tillid til, at de kan rette op på deres kørsel med at køre bedre. Der har været for mange aflysninger, og jeg har tidligere givet påbud. Men jeg må indrømme, at det stadig ikke er tilfredsstillende, siger transportminister Thomas Danielsen (V) til Dagbladet Holstebro.
Ministeren vil nu indlede forhandlinger med GoCollective om at overdrage deres materiel til DSB. Han kan dog endnu ikke sætte en dato på, hvornår GoCollective stopper, og DSB overtager.